Urimelig kritik
Naturfredningsforeningsformand Steen Fogde kommer med et urimeligt angreb på Flemming Damgaard Larsen. Fredningsnævnet vil åbenbart ikke forbyde opførelse af en garage i et område med visse fredningsbestemmelser og henviser til områdets bebyggelse i øvrigt og hvad naboerne har fået lov til.. At give Flemming Damgaard skylden, fordi han for 16 år siden var formand for teknisk forvaltning i Bramsnæs og indtil årsskiftet var formand for teknik og miljø i det nu hedengangne Roskilde amt, er da helt urimeligt. Disse sager har været behandlet på administrativt plan, måske for lemfældigt, men det kan man næppe laste politikerne for, i hvert fald ikke hvis de ikke har kendt til sagerne..
Jeg selv har haft gode erfaringer med amtets embedsmænd. En klage over en nabos ulovlige beplantning blev taget op, og han fik pålæg om at fjerne træerne. Det tog tid, men er da i store træk sket. Så mangler vi blot, at retten til at gå langs fjorden håndhæves. I øjeblikket forhindres det af et 5-6 rækkers pigtrådshegn hos samme nabo. Det må være brandulovligt, så det må Lejre kommune vel skulle se på.