Tog til tiden.

 Ja det mangler vi. Trafikstyrelsen har opstillet fire alternative udviklingsmuligheder, beskrevet i Dagbladet den 18. oktober. Jeg mener, vi straks kan skære de to fra. Alternativ 4: S-tog mellem Roskilde og Tåstrup er allerede forkastet. Det løser ikke problemerne. Alternativ 2: Udbygning af den eksisterende bane mellem København og Ringsted. Vil først være klar 2017 og koster 6,2 milliarder, men kun have den halve effekt ved siden af en helt ny bane over Køge. Valget står altså mellem Alternativ 3 et femte spor mellem Hvidovre og Høje Tåstrup til 2,6 milliarder og alternativ 1: En helt ny baneføring fra Ringsted over Køge til 6,5 milliarder. Begge vil kunne være klar 2014. Her må vi tænke os godt om. Det er forkert, hvis det blot er sådan, at politikerne fra Køge, siger Køge, og politikerne fra Roskilde siger Roskilde. Vi må forlange en kølig analyse, hvor alle hensyn tages i betragtning. Ikke mindst skal løsningen være fremtidssikret. Jeg er ikke utilbøjelig til at mene, at det på langt sigt vil være det rigtige at vælge Køge løsningen, hvis de fornødne midler kan tilvejebringes.

Tilbage