Tale ved Slægtsgårdsforeningens årsmøde.
Ved besøget på den prægtige Grønnæssegaard fik vi fortalt at den var bygget af generalmajor J. F. Classen, grundlæggeren af våben og krudtfabrikken i Frederiksværk. Det får mig til at knytte kontakten til Danmarks krig mod Algeriet i 1700 - tallet Deyen i Algier var utilfreds med den betaling, ”gave”, Danmark gav for at slippe for sørøverne, der generede skibsfarten i Middelhavet.. Bl.a. var de modtagne kanonkugler – antagelig støbt i Frederiksværk på Classens fabrik - ikke runde nok, hævdede han.. Udenrigsminister Bernstorff ville give dem en lærestreg og erklærede krig. En flotille blev sendt af sted og skulle bombardere Algier - men vi tabte og måtte betale dyrt. Ekspeditionen var en total fiasko og Bernstorff blev fyret. Efter denne tråd mellem Grønnæssegard og Algier, som vi lige har besøgt, vil jeg vende mig mod det hjemlige.
Danmark var en gang et landbrugsland. Størsteparten af befolkningen levede af landbrug I dag er det kun nogle få procent, Også politisk har landbruget mistet indflydelse. Der er ikke så mange stemmer at hente. Det er i øvrigt en global udvikling. I dag anslås det, at ca. halvdelen af befolkningerne bor i storbyer. Jeg har set skøn gående ud på, at i 2050 vil det være 75 procent. Byerne virker som magneter. Vi har lige besøgt Algeriet og hovedstaden Algier er vokset eksplosivt. Tidligere landområder er blevet bebygget med høje boligblokke. Sådan er det mange steder. I Kina vokser millionbyerne eksplosivt. Jeg finder det skræmmende, at folk stables op på den måde.
Hvor er vi privilegerede, vi der bor ude på landet i frie omgivelser og frisk lugt, selv om der ind i mellem kan lugte af gylle. Danmark er stadig et smørhul, selv København er kun en liden by, der ikke kan sammenlignes med de virkelige storbyer præget af skyskrabere.
Vi i Slægtsgårdforeningen, som vi er glade for at være kommet med i, hænger nok lidt ved fortidens landbrug. I min barndom, før traktorernes virkelige indtog, var der folk på alle gårdene og blandet landbrug. De fleste havde både køer og svin og måske lidt fjerkræ til husbehov, samt heste til at trække vogne og redskaber. Inden man gik i seng gav man hestene natmål , og der var en egen hygge ved de gumlende heste i stalden. Men det var også hårdt arbejde, det løse hø skulle køres ind, roerne luges og køres sammen, markerne pløjes og gødningen køres ud alt med heste. Men der var flere om arbejdet. I dag skal nogle få overkomme det utrolige, hvad enten det er på mark eller i stald.
Men lad mig præsenter vor baggrund. Louises familie kommer fra Haderslev Næs. Hendes farfar, Iver Dampe Raun, havde en gård i Råde, udtales Ra på sønderjysk. Om det var fordi han havde aftjent sin værnepligt som kejserlig garder i Berlin ved jeg ikke, men han var meget national, kæmpede for at Flensborg og området nord for Ejderen skulle tilbage til Danmark og modtog for sin nationale indsats ordenen Dannebrogsmand. Hendes morfar, der var dygtig til at handle, udskiftede en mindre ejendom med Fuglesøgård i Hejsager på omkring 120 tønderland. Hans søn Hans Raun var bestyrelsesmedlem i Mejerisammenslutningen i Sønderjylland. De to Raunefamilier var ikke slægtsmæssigt forbundne. Stavemåden Raun med u og ikke med v er sønderjysk. Forklaringen er art v på tysk fau udtales f. Derfor rettede de tysktalende embedsmænd stavemåden i ministerialbøgerne. Hendes forældre købte en gård i Hoptrup som senere udskiftedes med en i Hajstrup., for de ville gerne på næsset nærmere ved familien.
Jeg selv kommer fra Bornholm. Også min familie er bønder på begge sider. Min oldefar på fædrene side hed Hans Christian Hansen. Han levede fra 1820 til 1898 og boede på Slægtsgården Vester Slamregård i Bodilsker sogn Han var lidt af en sognekonge, han var sandemand og medlem af Amtsrådet og med til at stifte både Det Østbornholmske Dampskibsselskab og Sparekassen i Nexø. Jeg har et udklip fra Bornholms Tidende fra 1898, hvor det beskrives, hvor mange hestevogne, der fulgte hans rustvogn til Bodils kirke. Gårdene på Bornholm har numre, og deres gård var 18. selvejergård. På sine gamle dage købte han 20. selvejergård Slamrehus, som senere blev overtaget først af mine bedsteforælder, så af mine forældre. Vi havde ingen herregårde og ingen fæstegårde på Bornholm.. Vi er dog ejere af et lille hus med godt 2 tønderland jord til ved Balka Strand, der i et gammelt skøde betegnes som et arvefæstelod. Så fænomenet har dog eksisteret. Slamregården har været i familiens eje i over 300 år. Først for nyligt er den solgt ud af familien.. Jorden til en svinebonde og bygninger og skov til en bybo, der ville gå på jagt. Min gamle, nu afdøde faster, der blev næste 98, havde gerne set, at nogen i familien havde overtaget den. Men sådan går det jo med mange slægtsgårde. En god ven på Bornholm, gårdejer Erling Jennsen fra Buddegård ved Nexø, har fortalt mig, at hans far var med til at starte Slægtsgårdsforeningen og han er 11. generation på gården. Men ingen af børnene vil overtage den, så han har solgt landbrugsjorden fra til en svinebonde. Det er desværre den vej det går mange steder.
Min mors familie stammede fra Vestermarie sogn. Min mors farbror, sandemand Alfred Jensen, der overtog fødegården, solgte denne og efter flere handler erhvervede han Dyndegård i Klemensker, en stor gammel gård, hvor der, husker jeg, endnu var petroleumslamper, det sidste område på Bornholm, der fik elektricitet indlagt. Han overdrog den til sin nevø løjtnant Axel Jensen, senere mangeårig borgmester i Åkirkeby. På Bornholm brugte man meget de militære titler fra Bornholms Væbning, der var både ritmestre og kaptajner på forskellige gårde og de omtaltes som sådanne. Bornholmerne har altid været lidt fine på det. Man var også meget glade for De formen, også på landet. Gården brændte efter lynnedslag og Axel Jensen solgte den for en god pris til Statens Jordlovsudvalg til udstykning til statshusmandsbrug.
Jeg har altså oplevet at gårde nedlægges først for at lave mindre brug og nu for at få større ja kæmpestore enheder. Med den nye landbrugslov er alle bremser slået fra, ja der er også adgang for aktieselskaber til at købe landbrug. Forhåbentlig bliver det ikke som i USA, hvor store selskaber kan overtage primærlandbruget. Tiden kræver store enheder og industrielt landbrug. Men jeg vil alligevel beklage, hvis den frie bonde skal erstattes af anonyme ejere, måske repræsenteret af store grovvarefirmaer eller slagterier. Vi er vel alle medejere af Roskilde banegård, men det er nu rart, hvis man ved, hvem der er manden eller kvinden på gården.
Landbruget har det hårdt for tiden, I Landbrugsavisen viste man, at danske landmænd må regne med merudgifter på et tusind kroner pr. hektar i forhold til tyske. Det er ikke rimeligt. Man hævder i aviserne og i en annonce fra fagbevægelsen, at regeringen har bevilget landbruget en halv milliard i støtte,. Sandheden er den, at man har besluttet at sænke de eksisterende faste skatter med dette beløb. Det er jo ikke at betale støtte til landbruget. Det er at lempe en eksisterende og urimelig skat med det formål at holde erhvervet og følgeindustrierne flydende. Men landbruget er ved at blive prügelknabe. Desværre ser vi undertiden produktionsmetoder, hvor der ikke tages tilstrækkeligt hensyn til dyrevelfærd, men det må ikke medføre, at erhvervet generelt lægges for had. Hvis danske landmænd får rimelige vilkår og må konkurrere på lige vilkår med andre lande, vil de fortsat være ”second to none”..
Lad mig slutte med at udbringe en skål for dansk landbrug i håbet om, at det fortsat vil kunne skabe en rimelig tilværelse på landet og dermed også danne grundlag for denne forenings fortsatte eksistens.