Tak til Birthe Rønn Hornbech
Hvor er det velgørende, at der dog er ét medlem af regeringen, der bevarer fatningen, selv om Dansk Folkeparti med alle midler søger at oppiske en stemning af skræk for muslimerne. Nu har regeringen jaget igennem en beslutning om forbud mod at dommere bærer islamiske tørklæder, dagmarkors og jødiske kalotter i retten. Ikke fordi der er et aktuelt problem, men for at tækkes Dansk Folkeparti og folk, der sympatiserer med partiet. Godt at vi har fået den gamle Birthe Rønn Hornbech tilbage, som har sine meningers mod. Hun hylder stadig Grundtvigs berømte sætning: ”Frihed være vort løsen i Nord, frihed for Loke såvel som for Thor”. Bertel Haarder, der en gang blev anset for at være en frisindet højskolemand, har tilsyneladende ganske glemt sin børnelærdom. Hvor var det dog synd, at Fogh ikke ville lade ham blive kommissær i EU, så han havde kunnet få en værdig afslutning på sin karriere. Men vi ser frem til, at Anders Fogh Rasmussen selv får en stilling i udlandet. Som han tumler rundt i øjeblikket, er det dog langt fra sikkert, at man vil nøjes med/acceptere ham.
Naser Khader har i sin blog stærkt kritiseret Birthe Rønn Hornbech for hendes holdning i tørklædesagen og ønske om dialog med muslimer. Da det er den bedste indsats i øjeblikket for at begrænse Dansk Folkeparts indflydelse, hvad der var et kardinalpunkt for Ny Alliances berettigelse, har jeg draget konsekvensen og meldt mig ud af partiet.