Sundhedsudgifternes himmelflugt
De økonomiske vismænd har påpeget, at sundhedsudgifterne stiger dramatisk. I øvrigt ikke blot i Danmark. Befolkningen bliver ældre og ældre, lægevidenskabens muligheder udvikles hele tiden, og nye og ofte meget kostbare lægemidler kommer på markedet. Derfor konkluderer de, at der må skaffes flere midler, det vil sige flere skatter, med mindre pengene kan omdirigeres andetsteds fra. Skattebegunstigelsen af sundhedsforsikringer foreslås afskaffet, da det ikke bidrager effektivt til løsningen af problemet. Hertil kommer, at vi er nogle stykker, der ikke bryder os om, at befolkningen sundhedsmæssigt er ved at blive opdelt i et A hold og et B hold. Dette turde være logik for burhøns og for alle os andre. Ikke desto mindre er skatteminister Kristian Jensens begavede (?) kommentar, at vi jo har skattestop. Derfor må problemet klares med forebyggende foranstaltninger (lad være at blive gamle og syge) og forøget effektivitet (færre personer skal klare flere opgaver – sundhedspersonalet må kunne løbe hurtigere).
Regeringen lover os et sundhedsvæsen i verdensklasse. Sandheden er imidlertid det simple mundheld, der lyder: ”You get what you pay for”, ”Du får, det du betaler for”. Følger vi Kristian Jensens opskrift, får vi et ringere og ringere sundhedsvæsen.
På denne baggrund virker det nærmest komisk, når regeringen lover os nye supersygehuse, lægehelikoptere og lægeambulancer, sundhedscentre osv, men de nægter at opkræve de dertil nødvendige skatter.
Man har som en dårlig kompromisløsning, der bestemt ikke er langtidsholdbar, opdelt landet i 5 sundhedsregioner, der hver skal ”styres” af 41 folkevalgte. Vi skal nu vælge disse, men hvorfor? Hele sundhedsvæsenet styres centralt og med hård hånd. Hvad de 41 i Region Sjælland efter lange og trange forhandlinger var nået frem til blev afvist med et fingerknips af et ekspertudvalg ( Erik Juhl udvalget) og af Sundhedsstyrelsen. Af skræk for at gå glip af nogle i udsigt stillede midler (som nødvendigvis må tilvejebringes ved at bruge penge man ikke har – ganske lige som Roskilde Bank gjorde) og uden at tænke på, at regionen selv kommer til at skulle skaffe broderparten af midlerne ( hvilket også må blive efter Roskilde bank modellen), optræder regeringspartiernes kandidater (den obsternasige Anna Skov Hansen (K) har klogelig trukket sig) som Erik Juhl udvalgets og Sundhedsstyrelsens forlængede arm. De kan højst få lov at bestemme, hvor det nye superhospital skal ligge, hvad de til gengæld umuligt kan blive enige om. Det er ret morsomt at læse kandidaternes indlæg. Venstres kandidater har glemt indbyrdes at koordinere deres argumentation. Timo Jensen, Medlem af Regionsråd Sjælland (V) skriver: ”Region Sjælland mangler et moderne sygehus med ca. 800 sengepladser”. Men hans gruppeformand i Regionsrådet Kirsten Devantier (V) skriver samme dag i Dagbladet (17. oktober). ”Udgifter til et helt nyt sygehusbyggeri afhænger bl.a. af størrelsen, som hverken Steen Bach eller andre kender til endnu”. Men det gør partikammerat Timo Jensen altså
Vi kommer ikke udenom at skulle afsætte flere ressourcer til sundhedsvæsenet i Danmark. Men uanset hvad Kristian Jensen går rundt og postulerer, er der kun et sted de nødvendige midler kan hentes, nemlig hos borgerne. Til gengæld vil vi gerne have lov at bestemme lokalt, hvordan hospitalerne skal indrettes og placeres. Da vi ikke lever i landet Utopia, må vi gå ud fra de eksisterende sygehuse, hvis placering for øvrigt langt fra er tilfældig. De ligger sjovt nok der, hvor man har brug for dem.