Slingrekurs

Der er mange eksempler på, at lukkede danske ambassader er blevet genåbnede. Lad mig nævne Australien (oven i købet to gange), Chile, Argentina, Marokko, Forenede Emirater, Ukraine. Hver gang har lukningen kostet en masse penge, så besparelser har der ikke været.

Vil man endelig lukke ambassader, var det mere nærliggende at vælge ambassader i Europa, der efterhånden kan erstattes af kontakter gennem EU. Den konsulære bistand i tredjelande bør på sigt kunne udføres gennem EU. Lad os få en ny udenrigskommission i stedet for disse hovsaløsninger.

Beslutningen om nu at lukke ambassaden i Algeriet er særdeles uheldig. Vi bør give landet en hånd, så de kan blive mønster for demokrati i den arabiske verden. Vi gavner ikke heller vore egne økonomiske interesser ved denne handling. Eksempelvis  kører Mærsk i øjeblikket en sag baseret på en dansk algerisk investeringsbeskyttelsesaftale. Om de kan vinde den, ved jeg ikke, men havde vi ikke haft vor ambassade i Algier, havde vi ikke haft denne aftale.

 

Tilbage