Skudan hon vaggar
Det var en fornøjelse at overvære Bornholms Amatørscenes opførelse af H.P. Haagensens stykke ”Skudan hon vagger” på Rønne Theater. Man kan tænke på Morten Korch, som Jacob Ludvigsen gør i sin anmeldelse i Lokalavisen Bornholm. Men man kunne også sende Henrik Ibsen en tanke. Herligt at høre godt bornholmsk, som ellers er ved at være en sjælden vare. Jeg mindedes også, da jeg selv i 1952 stod på denne scene, hvor vi spillede Hostrups ”Feriegæsterne”. Jeg spillede i øvrigt min rolle på bornholmsk. Skuespillerne, der gik til opgaven med liv og sjæl, skal roses. Vi må nok også sende en rose videre til instruktøren Mogens Dam, der således gør en uundværlig indsats for det bornholmske sprog. I programmet tales om den bornholmske dialekt, men som Jacob Ludvigsen så rigtigt skriver, er der tale om et særligt sprog. Det har egen grammatik og egne gloser. Det er en nedvurdering bare at kalde det en dansk dialekt. Det er naturligvis i familie med jysk, fynsk (der for øvrigt også ligesom bornholmsk har tre køn) og sjællandsk. Men det er sprogligt nærmere beslægtet med skånsk, svensk og norsk. Det bornholmske â er til eksempel helt identisk med det svenske. Det findes slet ikke på dansk.
En anden karakteristisk ting er det hårde d i skudan, hvor den danske skude har blødt d. Tilsvarende i lidinj, Då jâ va lidinj horra. På dansk hedder det Liden Kirsten med blødt d, men den går ikke på bornholmsk. Det er ikke pindehuggeri at insistere på de hårde konsonanter. Sådan er det bare. Ordet kage med blødt g bliver på bornholmsk til kâga med hårdt g. Starter vi i Sønderjylland hedder det kaach, på Sjælland kave, i København kæge, på Bornholm kâga og på svensk kâka. Mogens Dam skal som sagt roses. Men som min sidemand i teateret påpegede: Hvorfor talte han dog ikke bornholmsk, da han i de bornholmske medier for nyligt skulle redegøre for Det konservative Folkeparti på Bornholm? Der snakkede han ”fint” som det hedder. Var bornholmsk ikke godt nok? Eller tror han ikke bornholmerne forstår det? Mange bornholmske politikere taler ellers bornholmsk, dog ikke alle lige godt. Vi skal tilbage til Niels Anker og tidligere amtsborgmester Jens Brandt for at få den rene vare. Jeg hørte sidste år Jens Brandt i udsendelsen ”Sprogblomster”. Hvor kan han snakke bornholmsk. Og så har han lune tillige. Det bliver sværere og sværere at holde liv i det bornholmske, men teaterforestillingen viste, at slaget bestemt ikke er tabt. Men vi bornholmere må arbejde for det. Være lige så bevidste som jyderne. For nyligt hørte jeg et foredrag af den sønderjyske forfatter Erling Jepsen, ham med ”Frygtelig lykkelig” og ”Kunsten at græde i kor”. Han er så sønderjysk, som man kan blive. Taler det helt autentisk, som man gør i Gram, hvorfra han kommer. Han citerede en sønderjyde, der sagde: ”I må ikke være stolte af at være sønderjyder (man må nemlig ikke prale dernede), I skal være taknemle”. Nogle bornholmere har nærmest et kompleks i modsat retning. Mit yndlingseksempel er præstekonen fra Sydsjælland, der fortalte mig, at hun havde sagt til den unge lærer i den lokale skole, hvis tonefald havde afsløret, at han kom fra det østligste Danmark: ”Nå du kommer nok fra Bornholm”. Så blev han helt rød i hovedet. Men som hun sagde: ”Jeg sagde det jo ikke for at genere ham”.
På bagsiden af teaterprogrammet finder man aftrykt tre vers af rektor J.C. Espersens ”Skudan hon vagger”. der retteligt burde gøres til Bornholms nationalsang. For dem, der ikke ved det, hedder en vugge på bornholmsk en vagga.. Højskolesangbogen fra 1926, der endnu ikke som i dag var renset for bornholmske sange, indeholder både den bornholmske originaltekst og rektor Espersens egen oversættelse til dansk. Da måske ikke ret mange bornholmere i dag forstår teksten til fulde gengives nedenfor hans oversættelse eller gendigtning:
Skuden hun vugger på brusende sø;
sejlene i toppen, og lad hende kun brage;
stram i skøderne, de slingre så slappe;
klatre i vanterne, stå rank deroppe!
tru fra mærsene ad den hvislende sø!
Hjemme, jeg husker, sang jeg som dreng
”visselulle” for faders den lille;
ud af bakken, der rislede en kilde;
mangen en gang hentede vi børn dér
vandet i spanden om aftenen silde
Aldrig så jeg så vakre piger
Som dem derhjemme, ja, det må jeg sande;
Vævre som hundestejler, nydelige som sommerfugle,
Ranke som pile, stærke som mænd,
Blot jeg kunne få en af dem!