Skatteligningen.
Med anledning i skatteminister Kristian Jensens havemøde på Sonnerupgård den 11. august vil jeg tillade mig at komme med et hjertesuk over den måde, hvorpå skatteligningen tilsyneladende foregår. I gamle dage udførtes denne funktion af folkevalgte (ligningskommissionen), altså folk, der nød lokal tillid. I dag udføres opgaven af funktionærer på såkaldte skattecentre. Man får let det indtryk, at nogle af disse funktionærer blot ser det som deres opgave med størst mulig nidkærhed at søge at indkræve størst mulige skattebeløb uden på nogen måde at tage andre hensyn, for eksempel udvisning af almindelig anstændighed.
Man har eksempelvis præsteret at nægte mig og min hustru fradrag for udgifter afholdt til tækning af en landbrugsbygning på Dannebrogsgården, der ellers udtrykkeligt var undtaget fra forsikringsdækning. At vi delvis brugte erstatningen på tækning af stuehuset må være en sag mellem os og forsikringsselskabet. Vi havde efter en forhandling fået aftalt en stormskadeerstatning på 120.000 kr. efter decemberstormen år tilbage., men da ikke til at betale for en bygning, der var uforsikret. Med års efterslæb vil man imidlertid kræve os for disse penge. Denne sag vil naturligvis blive indbragt for landsskatteretten.
Et andet men endnu grovere eksempel, der er helt frisk, er, at Skattecenter Trekroner har påstået, at vor drift af de 30 ha med planteavl ikke har været erhvervsmæssig, fordi driften har givet underskud. Oven i købet med 3 års tilbagevirkende kraft. Vi har drevet landbrug på denne måde (ved hjælp af maskinstation) siden 1971, uden at skattevæsenet har gjort indsigelse. Så kommer man pludselig og uden varsel og forlanger ekstraskat, fordi vi ikke har betalt den topskat, man åbenbart er syg efter at opnå.. Som undskyldning for at ”gå tilbage” anføres, at skatteadministrationen ”aldrig entydigt, positivt og klart og uden forbehold (har) forhåndstilkendegivet, at landbrugsvirksomheden altid vil være erhvervsmæssig”. 35 års ubrudt praksis spiller altså ingen rolle. At gården altid har været drevet eksemplarisk og på professionel vis bistået af landboforeningens planteavlskonsulenter spiller åbenbart ingen rolle. Som juridisk grundlag henvises til en højesteretsdom fra 1994, der imidlertid gav skatteyderen medhold. Man hænger sig i, at højesteret i en hypotetisk sidebemærkning, det man i juraen kalder et ”obiter dictum”, har sagt noget om, at man under andre omstændigheder kunne være kommet til et andet resultat. Et obiter dictum danner ikke egentligt præcedens (fortilfælde). Her er et eksempel på, hvad man kunne kalde ”dårlig jura”. At der er en række afgørelser, der siger noget andet, forties til gengæld. Man giver altså ikke en afbalanceret fremstilling af retstilstanden. Man har alene en maksimering af skatten i tankerne. Hvis skattevæsenet fastholder denne fejlagtige holdning – oven i købet med tilbagevirkende kraft i tre år (det maksimalt mulige) - vil sagen naturligvis blive prøvet ved domstolene, og alle sagkyndige, jeg har talt med, mener, at skatteministeriet vil tabe sagen.
Mit spørgsmål til skatteminister Kristian Jensen lyder som følger: Kan du som politiker stå inde for, at skatteadministrationen forfølger skatteydere på et tvivlsomt juridisk grundlag, eller er du parat til gøre noget, for at der fremover også på dette område handles både juridisk og moralsk forsvarligt? Hvis jeg ikke husker meget galt, var noget i retning af dette Anders Fogh Rasmussens holdning, da han i sin tid var skatteminister. Han pålagde i hvert fald skattevæsenet ikke at anke sagerne til skade for borgerne.
Hvis jeg bliver valgt til kommunalbestyrelsen, vil jeg gøre, hvad jeg kan, for at borgerne behandles anstændigt af det offentlige, såvel i skattesager som i andre tilfælde.