Set fra Dannebrogsgården.
Ydermere indeholder avisen et læserbrev fra Ole Lund, Galten, der finder mit læserbrev ”besynderligt”.
Lad mig begynde med det sidste. Når jeg i læserbrevet hele tiden anvender formuleringen ”Er det løgn …?” er det en reaktion på Jyllands-Postens leder ”Løgn på løgn”, hvor chefredaktør Tøger Seidenfaden beskyldes for at lyve. Det mindede mig for resten om en tidligere leder, hvor Jyllands-Posten fandt det ”uforskammet”, at jeg havde udtalt, at Muhammed karikaturerne fik mig til at tænke på nazisternes jødekarikaturer. Vi har da ellers lov at sige, hvad vi tænker, når der er ytringsfrihed, ikke sandt.
Så vidt jeg kan se, udtrykker også Ole Lund den skinbarlige sandhed. Dog med én modifikation: Det er ikke rigtigt, at jeg rejste til Mellemøsten ”for at fedte for mine muslimske venner”. Jeg rejste ud for at gøre opmærksom på, at der var et andet Danmark, et Danmark, der beklagede Jyllands-Postens behandling af profeten.
Ganske som vor tidligere udenrigsminister havde gjort ved indlæg i den internationale presse. Jeg forsvarede imidlertid regeringen med henvisning til pressens uafhængighed og understregede det i grundloven baserede magtadskillelsesprincip.
Endelig henviste jeg til, at også Muhammed prædiker tilgivelse. På min hjemmeside er dette gengivet i et interview i den tunesiske avis ”Le Temps” fra den 18. februar 2006 under ”La perception de l´autre”. Jeg sagde det samme på TV kanalen Aljazeera. Budskabet var at få stoppet boykotten af danske varer og angrebene på Danmark. Var det naivt? Måske. Jeg tror nu, det havde en virkning. Især på den store arabiske TV kanal, der ses af millioner af muslimer.
Så kommer vi til ”SPARKET”. ”Dannebrogsgården” er ikke et navn, jeg har fundet på. Ifølge overleveringen er baggrunden, at indehaveren for 200 år siden med en kreds af ligesindede bønder fra Lejre egnen drog ind til København for at kæmpe mod englænderne. Som tak blev manden udnævnt til Dannebrogsmand, og det foranledigede ham til navngivningen af gården. Under besættelsen gemte man allierede flyvere på gårdens høloft, flyvere som modstandsbevægelsen skulle skaffe af vejen. Og jeg selv har da gjort, hvad jeg kunne, for at modvirke Jyllands-Postens i dette tilfælde skadelige virksomhed. Jeg tror derfor, at Cairo i høj grad vil vide at værdsætte adressen.
Så der er ikke noget, der skal undskyldes. I øvrigt finder jeg da ”SPARKET” ganske morsomt, ikke mindst at man hele 7 gange skriver ”Den forhenværende Herluf Hansen”, selv om jeg da i høj grad føler mig som nuværende. Ellers bærer artiklen præg af at være ”déjà-vu”. Forrige gang skrev Jyllands-Posten i ”SPARKET”, at jeg var i Tranquebar for at sige undskyld for den danske udbytning af det indiske subkontinent og derefter skulle til Mekka for dybt at beklage at den af den danske stat understøttede folkekirke bygger på den Augsburgske Trosbekendelse, der tilsiger at bekæmpe islam.
Var det ikke morsomt? Jeg vil da også gerne undskylde slaveriet i Vestindien, og jeg har megen sympati for Færøerne og Grønland. Jeg fandt det således ganske pinligt, at vor statsminister for nyligt i Folketinget verbalt klappede deres repræsentanter på hovedet med sin bemærkning om, at det skam var meget prisværdigt, at de også interesserede sig for andet end Færøerne og Grønland. Som om dette ikke var en selvfølge.
Han talte ned til repræsentanterne fra Nordatlanten, som en dårlig lærer kan tale ned til børnene. Sådan lød det i hvert fald i mine øren.