Selvcensur et meningsløst udtryk
Søren D. Sørensen skriver om liberal censur i DAGBLADET. Han er meget skuffet over avisens leder, hvor det bl.a. hedder: ”Hvis Jyllands-Posten i sin tid havde gennemskuet konsekvenserne af Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, så havde man vel næppe bragt den”. Nu er det altså ikke bare Søren D. Sørensens avis, men også mange andres. Jeg var således meget enig i lederens betragtninger. Ingen og da slet ikke Jyllands-Postens redaktion havde vel forstillet sig, at nogle tegninger kunne få så alvorlige konsekvenser. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis Jyllands-Posten havde anet konsekvenserne, ville de have undladt at bespotte profeten på denne måde, selv om man mente, at også muslimerne skulle finde sig i ”hån, spot og latterliggørelse”. Selv kulturredaktør Flemming Rose, der stod bag karikaturerne, er i Politiken citeret for følgende. ”Den stigende stigmatisering som muslimer i øjeblikket er udsat for i øjeblikket, må stoppe”. Han tænker nok på Trykkefrihedsselskabets formand og de to sorte præstefætre.
Men liberal censur. Det er da en selvmodsigelse. Censur, der altså betyder, at intet må offentliggøres uden forudgående myndighedsgodkendelse, er det mest uliberale man har. Selvcensur er derfor også et meningsløst udtryk. Hvis jeg mener, at nogen er en idiot, men ikke siger det, er det ikke selvcensur, men kun udtryk for, at man ikke behøver afsløre alt, hvad man tænker. Jens Peter Jensen og Uffe Ellemann-Jensen har sagt det samme.
Det lederen egentlig handlede om var, hvor klogt det mon var af statsminister Lars Løkke Rasmussen og kulturminister Carina Christensen ”i ytringsfrihedens navn” at udtale sig om, hvad et privat firma (Lauritz.som) skulle have af varer på hylderne. Firmaet ønskede af nærmere angivne grunde ikke at sælge en Kurt Westergaard - akvarel. Det forekommer mig ikke at være udtryk for nogen særlig liberal holdning, når man begynder at kritisere borgere, der i deres egen virksomhed handler efter deres overbevisning.
Det var en krænkelse af ytringsfriheden, at dr.Dampe sad fængslet på Christiansø for at have kritiseret styret, og det var krænkelse af ytringsfriheden, at Grundtvig blev idømt livsvarig censur (senere ophævet). Men at risikere kriminelle overgreb for at have udtrykt sig ”på tryk i skrift og tale”, som det hedder i grundlovens §77. som Søren D. Sørensen citerer, har intet at gøre hverken med den amerikanske forfatning, den franske revolution eller den danske grundlov, som han patetisk henviser til.
Begreberne ytringsfrihed og censur er i den grad blevet misbrugt af danske politikere og meningsdannere. Man kan frit ytre sig, men man må tage konsekvenserne.