Grænsen og Schengen (Jyllandsposten 21.juni 2011)
Som det fremgår af Schengen forordningen, som jeg citerede, er hastighedsbegrænsning AF HENSYN TIL TRAFIKSIKKERHEDEN tilladt. Jeg takker for Finn Nordens oplysninger om Kruså overgangen. Man har fra første dag skønnet, at trafiksikkerheden ved grænseovergangen kræver, at de høje hastigheder på tyske autobahn bremses ned ved kørslen ind i Danmark. Men det betyder jo ikke, at der så er frit slag til at bremse trafikken for at kunne udøve grænsekontrol. For ingen tror vel på, at regeringens aftale med Dansk Folkeparti kan opfyldes uden at farten ved overgangen skal sættes kraftigt ned. Medmindre det hele bare er et stort, men bekosteligt illusionsnummer, hvis virkelige formål er at skaffe flere stemmer til Dansk Folkeparti. Meningen med Schengen aftalen er naturligvis, at grænserne mellem de europæiske lande som en form for stopklodser for trafikken skal væk. At man ligesom i USA skal kunne bevæge sig fra stat til stat uden nogen form for hindringer. Kontrolforanstaltninger skal derfor trækkes væk fra grænserne, og grænserne skal ikke markeres med synlige grænseindretninger. Det vil Kommissionen og EU domstolen næppe være i tvivl om. At det danske justitsministerium så åbenbart synes være nået til et andet resultat viser, at ministeriet lever i sin lille danske verden, og juraen hører som bekendt ikke til de eksakte videnskaber. Lakmusprøven for en jurist er imidlertid, hvad domstolene eventuelt måtte nå frem til. Min vurdering er, at en effektiv kontrol ved grænser kun kan finde sted, hvis Danmark udtræder af Schengen -samarbejdet. Det er der heldigvis ikke flertal for, og derfor er projektet dømt til at mislykkes.
Jeg har noteret mig, at udenrigsminister Lene Espersen betegner sin rundrejse for at forklare sig som ”rettidig omhu”. Den tror jeg altså ikke ville være blevet accepteret på Esplanaden som rettidig.