Respekt for gældende ret (Jyllandsposten 27.marts 2011)
Danmark har tilsluttet sig EU og skal naturligvis respektere gældende ret i EU. Det er ingen ansvarlig minister i tvivl om. Bliv nu ikke kålhøgen Sven Ove Gade og tro, at vi danskere kan gøre krav på særstatus bare ved at hævde, at de gældende regler strider mod ”vitale nationale interesser”. Vi har frivilligt meldt os ind i klubben.
Hvad er gældende ret i EU. Det afgøres ifølge traktatgrundlaget af Kommissionen og Domstolen, der har det sidste ord. Vi kan læse loven forskelligt. Derfor har man opfundet domstolene. Hvis lovgiver finder resultatet utilfredsstillende, må lovgiver ændre lovens tekst, som domstolene naturligvis vil følge. Derfor giver det ingen mening at hævde, at EU-domstolens afgørelser er ulovlige og ikke at ville rette sig efter dem. Du kan heller ikke hævde, at en højesteretsafgørelse juridisk er ”forkert”. Du kan være uenig, og kan du få ændret loven, vil højesteret naturligvis følge dette op i fremtidige afgørelser.
Jeg giver derfor ikke fem flade ører for al den snak om, at EU-domstolens fortolkninger er for vidtgående.
Den med at Søren Pind bare smækker hælene sammen og siger jawohl er bare for billig. Konventioner vi frivilligt har tiltrådt, og som Folketinget har godkendt, skal naturligvis respekteres. Regering og Folketing tilslutter sig ikke konventioner, de finder strider mod grundloven. Eksempelvis konventionen mod statsløshed, der sørger for, at efterkommere af statsløse sikres fødestedets statsborgerskab, altså jus soli, der er det almindelige i indvandrerlande.
Opfølgningen skal ske i lovsform, men Folketinget bestemmer da selv, hvilke love det vedtager. Derfor er der intet forfatningsretligt problem. Søren Krarup mener noget andet. Forhåbentlig er han bedre til teologi end til jura.
Sven Ove Gade , der ellers har mange interessante synspunkter, skulle også i denne sag tage plads i virkelighedens verden.