Religion og politik.

 Alle mennesker har et eller andet forhold til religion. Det kan strække sig fra det totale, der udsletter alt andet, til total afstandtagen eller ligegyldighed. Jeg besøgte en gang et kloster på Athos bjerget i Grækenland. 20 klostre har afsondret sig aldeles fra denne verden, i århundreder, ja i mere end tusind år skal de have været der. Kvinder har ikke adgang. Munkene lever ganske afsondret fra denne verden  Kun lederen følger nyheder i medierne og refererer videre i det omfang han skønner, at det vedkommer dem. Kun ved særlige begivenheder såsom dødsfald i den nærmeste familie forlader de eventuelt halvøen Halkidikis. Udover daglige sysler bruges al tid til bøn, meditation og faste.

Sovjetunionen afviste religion og forsøgte – uden held – at bekæmpe denne. Om man vil, kan man sige, at man gjorde den ateistiske kommunisme til en religion.

Nogle finder, at man slet ikke bør kere sig om religion. Religion anses for ligegyldig infantilisme.

Om og hvordan religion indvirker på politik hænger selvsagt nøje sammen med, hvor vi er henne på skalaen, både geografisk og individuelt.

 I introduktionen til mit foredrag lægges op til, at i de islamiske lande hører religion og politik naturligt og uadskilleligt sammen. Nu er de islamiske lande og muslimer altså meget forskellige. Vi taler om vel 1,3 milliarder mennesker fordelt på alle kontinenter, de fleste dog i Afrika, Mellemøsten og Asien, altså i udviklingslande. OIC, Organisationen af Islamiske Conferencer, har 57 medlemslande, herunder 23 arabisk talende. Det lykkedes Danmark at lægge sig ud med dem alle i et hug, nemlig med sagen om Muhammed karikaturerne. 12 tegninger i Jyllands-Posten, en avis, der er ganske ukendt i udlandet, bragte sindene i kog. Der er mange forhold, der spiller ind. Vigtigt er her, at disse lande er udviklingslande, der lider af et kæmpe mindreværds kompleks overfor Vesten. Araberne var en gang førende indenfor kunst og videnskab. I dag er de fuldstændigt kørt agterud. Det skriver de selv i en FN rapport. De føler imidlertid, at de har noget, der er mere værdifuldt en vestens materielle rigdom, nemlig deres religion Islam. Som den algeriske minister for religiøse anliggender sagde til mig en gang: Islam er solen, der overstråler alt. Når det gik så galt med karikaturerne skyldes det en enestående dårlig håndtering fra Statsministerens side. Han ville ikke mødes med ambassadørerne, og han ville ikke tage afstand fra for eks. en tegning, der fremstillede profeten som terrorist. Danskerne har efter affæren fundet ud af, at muslimer ikke er en entydig størrelse. Der er enorm forskel på imam Abu Laban og den radikale Naser Khader., selv om de begge er muslimer. Der er også stor forskel på, hvilket land de pågældende kommer fra. Der er mange forskellige slags Islam. selv om alle baserer sig på Koranen. En hovedopdeling går på den sunni-muslimske retning, der er den største, 85 procent, og den shia-muslimske, der navnlig er udbredt i Iran, det sydlige Irak og visse andre steder i Mellemøsten. I Irak ser vi, hvor fjendtlige de kan være indbyrdes.

 Lad mig derfor starte med at slå fast: Man kan ikke bare sige, at muslimer er sådan og sådan. Ligesom man ikke kan sige, at kristne er sådan og sådan. Der er stor forskel på fundamentalistiske kristne, hvad det så er, og andre. Der er forskel på grundtvigianer, Indre Mission og Tidehverv, selv om de alle hører til folkekirken. For ikke at tale om katolikker og protestanter. Diskussioner, disse imellem, kan som bekendt være meget skarpe. Stauning skal have sagt til sine medarbejdere: ”Lad vær med at lægge Jer ud med de missionske”. Sikkert et klogt råd. Oprindelig gik socialisterne imod både Gud, Konge og  Militærvæsen. Hvordan var det: Trods kirken, vælt kongen og bryd sablen. Noget i den retning, men det er historie.

 Danskerne kender i almindelighed ikke meget til Islam og muslimer. Det man ikke kender, er man tit bange for. Så er det, at man begynder at tale om, at muslimerne vil indføre khalifatet i Danmark, altså gøre Danmark til et muslimsk land styret af nogle imamer efter Shariaen, altså islamisk ret. Selv tilsyneladende begavede folk kan finde på at synge med på den melodi. En af de mest solgte bøger i julen var Koranen. Den sælger bedre end Biblen. Nu er der naturligvis også mange, der i forvejen har et eksemplar af Biblen eller i hvert fald Det nye Testamente, mens de færreste har Koranen. Jeg tror for øvrigt ikke, at man bliver så meget klogere af at læse Koranen. En del er hentet fra Biblen. Meget er jo fælles gods i de tre mellemøstlige religioner Islam, Judaisme og Kristendom. De går alle bl.a. ud på, at vi skal opføre os ordentligt overfor vore medmennesker. Desværre har det ikke forhindret religionskrige, og korsfarerne har bestemt ikke noget at lade de andre høre, hvad krigsførelse m.m. angår. For ikke at tale om inkvisitionen. Islam opererer med begrebet Hellig Krig, det gør Biblen ikke, men i praksis har der vist ikke været den store forskel, hvad hellig krigsførelse angår.

 Algeriet.

Lad os rette blikket mod Algeriet og Tunesien, hvor vi har boet i nogle år og jeg var Danmarks ambassadør. Jeg vi l navnlig beskæfti8ge mig med det største, nemlig Algeriet. Man regner med at 98 til 99 procent af indbyggerne er muslimer. Der er dog også kristne. Navnlig den katolske kirke. Der er en smuk domkirke placeret højt med en fantastisk udsigt over Algier bugten, den hedder Notre Dame d´Afrique. Den har en sort Madonna. Også i Tunis er der en domkirke, som oven i købet fik besøg af Paven, Paul Johannes II, mens vi var der. Disse to lande bærer meget præg af, at de er tidligere franske kolonier. Tunesien blev selvstændigt uden sværdslag, mens Algeriet måtte kæmpe en lang og bitter kamp, fra 1956 til 1962, for at opnå selvstændigheden.

 Frankrig har sat et kraftigt fingeraftryk i Nordafrika. Algeriet er kæmpestort, Afrikas næststørste land i udstrækning, 2,3 mio. kvadratkilomenter, lidt større end  Grønland. Tunesien har 164.000 kvadratkilometer, knap fire gange Danmark. Hhv. 30 mio. og 9,5 mio. indbyggere. Efter selvstændigheden overtog en række folk regeringsmagten som havde en baggrund i Frankrig og i fransk socialisme.. De er muslimer, men de er også socialister. Ifølge forfatningens artikel 1 er Algeriet en folkerepublik. Det officielle navn oversat til fransk er Republique Algerienne Democratique  et Populaire, altså Den algeriske Folkerepublik. Ifølge artikel 2 er Islam statsreligion. Det hænger sammen med, at i kampen for selvstændighed var det samlende element religionen. Men det var også socialismen. Lovgivningen er præget både af fransk ret og af islamisk ret. Men det er ikke sådan, at Shariaen gøres til lov. Eksempelvis intet forbud mod at nyde vin og alkohol, som Islam foreskriver. Intet problem med at betale renter af lån, som også skulle være forbudt. Der etableredes et Ministerium for Religiøse anliggender, og det minder for så vidt om det system vi har i Danmark.

   Imamerne har ingen topleder som i Iran som katolikkerne har paven, og de har ingen lovgivningsmæssige beføjelser overhovedet.. Hæren har derimod stor indflydelse og der var kun et politisk parti  Det er først i firserne, der kommer lidt demokratiske boller på suppen. Forfatningen ændres og der bliver mulighed for en flerhed af politiske partier. Efter optøjer på grund af oliekrise og faldende levestandard, der slås ned,. Et problem er korruption og ulige fordeling af goderne, selv om man hyldede socialismen. Det er altså ikke på grund af Islam, at der opstår problemer. Men det ,der sker, er, at Islam bruges politisk for at komme regimet til livs. Det vi kalder islamisme. Kært barn har mange navne. Islamiske fundamentalister eller, det der bruges mest Integrister. Denne bevægelse, der vil indføre en islamisk stat, har sit udspring i Egypten omkring 1927 i det såkaldte Islamiske Broderskab. Den har bredt sig, men regimerne søger at styre den. Eksempelvis vandt det islamistiske Hamas parti valget hos palæstinenserne, fik regeringsmagten med katastrofale følger, næsten borgerkrig med El Fatha, Yassir Arafats gamle parti. I Tyrkiet skred hæren ind overfor islamisterne i 1980 og styrede landet i 3 år.. Det samme sket i Algeriet. Da der blev åbnet for andre partier end FLN i 1989 opstod først 2 partier, FIS, der ville etablere en islamisk stat styret efter Koranen og et kabylisk parti FFS, der ville have anerkendt berberne og deres sprog Tamasigh. Et islamistisk parti, FIS, der betyder Front Islamique du Salut, den islamiske frelserfront, vandt først kommunalvalget, så første runde af parlamentsvalget december 1991. Det gamle enhedsparti FLN, Front de la Liberation Nationale tabte stort. Folk var vrede og fravalgte FLN, der var plaget af korruption.. FLN  lederne havde beriget sig, mente de fattige. FIS udførte socialt arbejde og gennem moskeerne havde de gode muligheder for at sprede deres ideer, som er gå tilbage til Islam og indfør dette system. I stedet for at gå i  blue jeans og lårkort skal I bære tørklæde og religiøs klædedragt. Man tager afstand fra alt vestligt. Partiet FIS blev erklæret ulovligt, Forfatningen forbyder partier baseret på religion, sprog, race og kørporative sammenslutninger. Lederne var sat i fængsel. Derefter blev det værre og værre. Terrorister (islamister) angreb alt og alle. En borgerkrig med anslået 100.000 faldne . Ingen ved det. Algeriet hævder også, at der blev dræbt 1 million algeriere under frihedskrigen. Den slags tal skal tages med forbehold. Nu er det værste overstået, om end enkelte sporadiske træfninger. Når jeg nu minder om, at 98 – 99 procent af befolkningerne er muslimer, at muslimer myrder muslimer, så forstår man måske, hvorfor det er så urimeligt at slå det hele sammen som et fedt. De allerfleste muslimer er som os, men så er der nogle rabiate fanatikere, der med Koranen i hånden myrder løs og udøver terror, som 9/11 ellevte september eller bomberne i Madrid. Så forstår man måske bedre, hvorfor det er en forbrydelse mod de muslimer, der selv er ofre for islamismen, at afbilde deres profet Muhammed som en bombemand.

 Det, der er min konklusion, er, at problemet ikke er religionen, altså Islam, men det forhold, at vi har at gøre med lande, der aldrig har kendt demokrati. De prøver at indføre det, men det vil ikke rigtig lykkes. Og med stor fattigdom og sociale konflikter. Den algeriske forfatning siger alt det rigtige. Der henvises til frihedsrettighederne og nævnes ytrings, forenings og forsamlingsfrihed, ja religionsfrihed. Samtidig med at Islam anerkendes som statsreligion. Derimod er islamisterne en form for fascistisk bevægelse, der vil erstatte demokratiet med et theokrati, som man har gjort i Iran og som man havde gjort i Afghanistan. De islamiske domstole i Somalia, der knytter til Al Quida netværket går ind for det samme.  

 Muhammed krisen.

Slår man op på Google får man svaret 593.000 artikler. Ingen sag, hvor Danmark har været involveret, har givet så megen genlyd. Over hele verden. Alle kontinenter. Vor datter var i Tokyo på tjenesterejse, hvad bragte japansk TV? Danske politikere, der talte om Muhammed tegningerne. Indien, Amerika, Nord og Syd osv. Altså ikke bare de muslimske lande med over en milliard indbyggere, men den ganske klode. Danmark var i sandhed blevet en del af verden. Ingen sag har i nyere tid optaget sindene mere i Danmark end denne sag. Holdningerne står skarpt over for hinanden. Vil man anvende det kontradiktoriske princip, altså at en sag kan præsenteres fra to sider, et princip, der for eks. gælder i de danske retssale, kan jeg pege på Rune Engelbreth Larsen og Tøger Seidenfadens ”Karikatur Krisen” på den ene side og Karen Jespersen og Ralf Pittelkows netop udkomne ”Islamister og Naivister” på den anden. Den sidste kalder sig et anklageskrift mod dem, man betegner ”naivisterne”. Bogen opregner følgende ”naivister” ved navn: Eva Smith, Margrethe Auken, Mogens Lykketoft, Rune Engelbreth Larsen, Tøger Seidenfaden, Mette Winge, Kirsten Thorup, Elsebeth Gerner Nielsen, Niels Helveg Petersen, Uffe Ellemann-Jensen, Torben Ballegaard Sørensen samt Niels Due-Jensen. De påstår, at Muhammed krisen drejede sig om, at en stor del af muslimerne rejste krav om, at islamisk ret, shariaen, også skal gælde i Europa. Jeg foretrækker, at betegne listen som det englænderne kalder ”The honours list”. Lad mig citere, hvad den sidstnævnte Niels Due-Jensen, der er bestyrelsesformand i Grundfos, udtalte til Berlingske Tidende den 28. februar 2006 efter at Anders Fogh Rasmussen havde sagt, at principløsheden har bredt sig, bl.a. i dansk erhvervsliv. ”Jeg er langtfra principløs. Men vi har en forretning at tage vare på. Vi ønsker at reetablere dialogen, også med kunder i Mellemøsten, ikke kun fordi det er godt for forretningen, men ikke mindst fordi den er afgørende for en fredelig sameksistens, med plads til anderledes tænkende og andre kulturer. Ytringsfriheden er ikke under pres. Vi kan ytre, hvad vi vil, men det betyder ikke, at man skal gøre det. Danmark er på vej ind i en krog og det skyldes ikke mindst statsministerens håndtering af sagen. Det virker som om man har mistet jordforbindelsen i sagen”. Ifølge Tøger og Runes undersøgelse, kan krisen anskues under tre synsvinkler, nemlig ytringsfriheden, vesten contra Islam og eller den danske udlændinge og integrationspolitik. Herom siges der: Der er ingen grund til at lægge skjul på, at der er denne, tredje forståelsesramme, der set med denne bogs forfatteres øjne viser sig at have mest at tilbyde. Men det betyder ikke, at de andre hovedsynspunkter ikke har noget at bidrage med. Endsige at krisen kan forstås alene på baggrund af danske forhold. 

  Danmark er en del af verden, globaliseringen er over os, men tilsyneladende er det først nu ved at gå op for os. Puslingelandet kan ikke bare hygge sig i smug. Vi er med i det globale spil. Danskerne vil gerne rejse ud, men det kniber mere, når trafikken går den anden vej. Vi har et politisk parti, hvis hele politik bygger på, at vi skal isolere os. Vi bryder os ikke om fremmede her i vores klan, især ikke hvis de er muslimer eller arabere eller endnu værre begge dele på en gang.

 Vor største avis, Jyllands-Posten, formåede at sætte os på det globale landkort med nogle tegninger af profeten Muhammed, der er et ikon for over en milliard mennesker. Journalisten Flemming Rose offentliggjorde en række karikaturer af profeten, der ophidsede de muslimske masser og førte til flagafbrændinger, angreb på danske ambassader etc. I en ledsagende tekst understregede han retten til at håne, spotte og latterliggøre. Meningen var klar nok, og det blev da også forstået med de beskrevne konsekvenser.

 Vor kulturminister undlod at besvare en henvendelse fra herværende muslimer, vor statsminister afslog at imødekomme et ønske fra en række herværende muslimske ambassadører om et møde. Både avisen og regeringen nægtede i lang tid at beklage det passerede. Til sidst lykkedes det dog, at få Jyllands-Postens chefredaktør til at give en slags undskyldning og at få statsministeren til på arabisk TV at erklære, at han ikke selv ville have udtrykt sig på denne måde. Det var bare, som det hedder, too little and too late.

 Da vreden mod Danmark var på sit højeste, besluttede jeg at foretage en rejse til nogle af de involverede lande for at søge at forklare og forsvare danskerne, samt give udtryk for, at i hvert fald nogle af os i Danmark var af den opfattelse, at tegningerne ikke skulle have været publicerede. Som tidligere ambassadør i området følte jeg, at jeg forstod befolkningen der bedre end de fleste, og også havde en mulighed for at blive hørt.

 Første stop var Algier, som er det land, der har lidt mest under

fundamentalismens hærgen. Jeg udarbejdede en slags deklaration eller memorandum med følgende ordlyd:

”Jeg er kommet til Algier for at bede muslimerne om forladelse for ærekrænkelsen af profeten Muhammed. Jeg taler som almindelig dansk statsborger. Jeg ved, at det i Islam, ligesom i jødedommen og kristendommen, er forbudt at afbilde Gud og profeten, så hvorfor støde de troende? Jeg beder Jer inderligt om at tilgive de ansvarlige, som profeten altid selv har forfægtet det. Ytringsfriheden giver os ikke ret til at krænke vore brødre og søstres dybe tro, heller ikke selv om man er ikke troende. Samtidig er det en skændsel at knytte forbindelse mellem profeten og terrorisme, det er endog bagvaskelse. Den ansvarlige er Morgenavisen Jyllands-Posten, ikke det danske folk, den danske regering eller de danske ambassader. De er ikke ansvarlige endsige skyldige. Regeringen er forpligtet til at handle i overensstemmelse med den danske forfatning, grundloven, som – efter Montesquieus model – inddeler magten i tre: den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Men den danske straffelov forbyder blasfemi. Således lyder straffelovens paragraf 140: ”Den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder”. Så vidt jeg er orienteret, er rigsadvokaten i Danmark i øjeblikket ved at undersøge, om denne paragraf kan bruges mod avisen. I mine øjne er der ingen tvivl, men juraen er svag. Nogle mener endda, at blasfemiparagraffen skal ophæves. Hvis der indledes en straffesag, vil det være op til domstolene at træffe en afgørelse. Islam er den næststørste religion i Danmark, målt på antallet af troende. Ifølge grundloven er den evangelisk-lutherske kirke den danske folkekirke, men loven sikrer også borgerne trosfrihed. Lad os sammen gøre ende på denne kedelige sag, som har krænket muslimer verden over og mange andre.

Med denne i hånden henvendte jeg mig til den største private avis, El Watan, der lavede et interview i avisen og trykte erklæringen i sin fulde ordlyd. Tilfældigvis kom det samtidig med et interview med statsminister Anders Fogh Rasmussen og placeredes med samme opsætning. Ydermere blev jeg kontaktet af Algeriets radio, og der blev lavet et direkte interview udsendt i nyhedsudsendelsen på to kanaler. Alt i alt et meget tilfredsstilende resultat.

Fjernsynet var først positive og rede til at transmittere, men da de forstod, at jeg optrådte som privatmand, blev det ikke til noget.

 Næste stop var Tunis. Også her kontaktede jeg den største private avis. Indehaveren, det er et familieforetagende, var overordentlig positiv. Der blev lavet interview både i den fransksprogede og den arabisksprogede avis og jeg kom på forsiden begge steder, ligesom erklæringen også blev offentliggjort i sin fulde ordlyd på arabisk. Det sidste var meget nyttigt og vigtigt, da trods alt ikke alle behersker fransk.

 Til min glæde og overraskelse ville det tunesiske fjernsyn også gerne lave en optagelse, hvor jeg gennemgik min erklæring og forklarede om baggrunden for mit besøg. Derudover lavede TV2 en direkte udsendelse fra Tunis, for min rejse havde vakt en vis opsigt i Danmark. Politiken foretog en oversættelse til dansk af min deklaration og jeg selv udarbejdede også en oversættelse til engelsk, så nu havde jeg den på fire sprog.

  Med disse rejste jeg til Kairo. Første stop var den danske ambassade. Jeg havde håbet at kunne få lidt praktisk bistand og oplysninger om situationen der fra ambassaden, men blev til min forbløffelse nægtet adgang. Angiveligt er det senere blevet oplyst, fordi jeg havde en fotograf med. Jeg havde dog aldrig bedt om, at fotografen også skulle med ind på ambassaden. Jeg troede faktisk ikke, det var sædvane at nægte danske statsborgere at komme ind på en ambassade, hvor der normalt gennem en sluse er adgang til et besøgs - eller venteværelse. Praktisk bestand og oplysninger om særlige risici ydes normalt af ambassaderne, men jeg blev blot henvist til udenrigsministeriets hjemmeside. Jeg vidste da godt, at den advarede mod rejser til Ægypten. I panik advarede man mod rejser til alle muslimske lande, hvad Tunesiens udenrigsminister og med god grund ikke kunne forstå.

 Udenrigsministeriet havde udsendt en pressemeddelelse, om at jeg ikke repræsenterede regeringen, hvad jeg bestemt heller ikke gav det udseende af. Om man tillige havde instrueret ambassaden i Kairo om at nægte mig adgang, kan jeg naturligvis ikke vide, men besynderligt var det. Det gjorde nu ikke så meget. Jeg ønskede at besøge Mellemøstens største avis Al-Ahram (oplag 1 million), TV- stationen Al Jazeera (60 millioner seere) og Den arabiske Ligas hovedkvarter. Ved hjælp af ægyptiske taxaer og nogle kilometers vandringer lykkedes det også uden ambassadens bistand at finde de pågældendes adresser.

 Når jeg oplyste, at jeg kom fra Danmark og ville tale om karikaturerne af profeten sprang alle døre op. Jeg kunne ikke få adgang til Danmarks ambassade, men nok til disse langt vigtigere kanaler. Det morede mig.

Chefredaktøren på Al-Ahram hidkaldte, som kollegerne i Algier og Tunis havde gjort, en fotograf og en journalist, lavede interview og lovede at publicere min deklaration. Aljazeera reagerede lige så positivt og lavede et langt live interview. På grund af atmosfæriske problemer, stationen sender jo fra den arabiske golf, måtte vi afbryde udsendelsen, som så blev videreført fra Rom, hvor jeg skulle mellemlande på rejsen hjem.

 Hvilken betydning det måtte have haft, at jeg således fik præsenteret Danmark på en anden måde end den, der gav anledning til bål og brand, kan jeg ikke vide.  Enkelte har bebrejdet mig, at jeg sagde undskyld på deres vegne. Hertil vil jeg svare, at jeg talte på egne vegne, og det må da være mig tilladt, navnlig når de samme kritikere fremhæver ytringsfriheden igen og igen. Samtidig med mit besøg i Kairo var der besøg nogle danske gejstlige, biskop og præster, der fik en beskeden omtale i Herald Tribune. Alle steder jeg kom, var der fornemme besøg fra Storbritannien (Udenrigsminister), USA (forsvarsminister og udenrigsminister) og Præsident Chirac har lige besøgt Kairo. Men Danmarks statsminister eller udenrigsminister har ikke fundet anledning til at besøge den arabiske verden efter Muhammed krisen. Jeg mener, jeg gjorde det situationen krævede.

 Sidste besøg var Den arabiske Liga. Jeg havde tidligere truffet generalsekretær Amr Moussa, både som generalsekretær og som ægyptisk udenrigsminister. Desværre var han på tjenesterejse, men takket være hans effektive medarbejdere fik jeg en samtale med ham på hans mobiltelefon. Han befandt sig da på Orly lufthavn på vej til Algier. Han var overordentlig positiv, men vi aftalte, at jeg ikke ville meddele offentligt, hvad han havde sagt. Jeg sendte ham efterfølgende et brev til bekræftelse, og han har da gjort sit bedste for at få krisen løst.

 Krisen er forhåbentlig nu ved at være gledet i baggrunden, men mon ikke det kunne have været undgået eller være løst mere elegant. For mig er der ingen tvivl.

Min erfaring efter at have boet i Nordafrika er, at araberne er et stolt folkefærd og man ingen vegne kommer, hvis man vil ydmyge dem. Hvis man opfører sig anstændigt, er det nogle dejlige mennesker. At de er muslimer gør overhovedet ingen forskel.  Forhåbentlig kan vi igen tilkæmpe os den gode anseelse Danmark hidtil har nydt godt af i denne del af verden. Et område, der desværre har så store problemer at kæmpe med. Lad os løse dem i fællesskab. Make love not war.

Tilbage