Slå to regioner sammen til én bragt i Dagbladet den 10.maj 2011
Den socialdemokratiske politiker Erling Jensen udtalte en gang, mens han var Minister for handel, industri og søfart, og der opstod en sag om forsvarligheden af Skolesamvirket Tvinds skoleskibe: Man kan enten vise en sag fra sig eller påtage sig den, altså gribe om nælden. Han valgte det sidste.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen valgte på mødet i Roskilde i går, hvor sygehusdebatten blev bragt på bane, desværre det første. ”Jeg vil ikke fedtes ind i nogen lokal sygehusdebat. Vi har oprettet nogle regioner til at tage sig af sundhedsområdet. Det må I gå til jeres politikere i regionen med. Vi har regionalt selvstyre i Danmark, og hvor sygehusene skal ligge, og hvordan de skal se ud er deres ansvar”.
Det er nu en sandhed med modifikationer. De 5 regioner, som er Lars Løkkes egen opfindelse, hvad han vedstod på mødet, lever af de tilskud, de får fra staten, og det er den, der betaler for orkesteret, der bestemmer, hvad der skal spilles. Region Sjælland vedtog oprindeligt at bevare sygehusene i Roskilde og Næstved kombineret med en fordeling af specialerne, men fik fra centralt hold meldingen, at så var pengekassen bare lukket. Politikerne i regionen valgte derefter at bøje sig for presset og besluttede at lægge et hovedsygehus i Køge. I realiteten nedlægges så sygehusene i regionens to største byer. Nu viser det sig imidlertid 1) at de godt 40 mia kr staten har stillet i udsigt langt fra er nok, 2) at de 4o mia måske slet ikke er der på grund af finanskrisen, der nødvendiggør store besparelser, og 3) at projektet i Køge tidligst kan igangsættes i 2020.
Derfor tillod jeg mig at spørge Statsministeren, om det ikke var en idè at slå Region Sjælland og Region Hovedstaden sammen. Derved kunne man undgå at opføre et nye hovedsygehus i Køge. Når man kommer fra regionens sydlige del, gør det ingen større forskel, om man skal køre til Køge, Hvidovre, Herlev eller Rigshospitalet. Men antallet 5 regioner, deraf 2 øst for Storebælt, er åbenbart mejslet i klippen, og enhver diskussion baseret på argumenter og sund fornuft ser ud til at være udelukket.
I virkeligheden mener jeg, at det helt rigtige ville være at afskaffe regionerne. Se nærmere argumentation mit indlæg i Dagbladet (11/3). Statsministeren kunne blot lytte til, hvad De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti mener. Husk på det når valget kommer.
Som et første skridt kunne man imidlertid reducere antallet af regioner som her foreslået.