Regeringen klynger sig til et halmstrå.

 

EU-kommissionen har hilst EF-domstolens kendelse om reglerne om fri bevægelighed for EF borgere og deres familie i den såkaldte Metock dom velkommen. Kommissionen er tilfreds. Statsministeren mener imidlertid at have fundet et smuthul for Danmark gennem EU-domstolens henvisning til, at et land i enkeltsager dog  kan nægte indrejse og ophold for personer, der udgør en  reel trussel for samfundet (orden/sikkerhed/sundhed, det man plejer at kalde ordre public), eller som har begået misbrug eller svig,  for eksempel ved at det indgåede ægteskab kun er et pro forma ægteskab.

At dette skulle åbne mulighed for, at Danmark fortsat kan nægte indrejse og ophold til alle ægtefæller under 24 år eller uden tilstrækkelig tilknytning til Danmark, som er Danmarks problem, kan ingen for alvor mene. Men det er altså det halmstrå regeringen nu griber fat i.

Var det ikke mere ærligt at indrømme, at slaget er tabt?

 

Tilbage