Redaktørernes fatale fejl
Er det løgn, at Jyllands-Posten har ønsket at lære muslimerne, at enhver, altså også muslimerne, må finde sig i at blive genstand for hån, spot og latterliggørelse?
Er det løgn, at aktionen angiveligt blev iværksat, fordi der havde været eksempler på tilbagetræden fra planlagte udfordringer af islam af skræk for konsekvenserne?
Er det løgn, at Jyllands-Posten endte med at beklage, hvis tegningerne havde såret muslimerne?
Er det løgn, at det at afbilde Muhammed som terrorist for at lære muslimerne at finde sig i hån, spot og latterliggørelse, fordi der har været eksempler på, at latterliggørelse af islam er trukket tilbage (”selvcensur”), er en bevidst provokation, en provokation Jyllands-Posten endte med at fremkomme med en slags beklagelse af?
Nej, det er ikke løgn, det er den skinbarlige sandhed.
Jyllands-Posten har siden gentaget og gentaget, at man ikke har dårlig samvittighed men tværtimod har handlet helt rigtigt.
Det ændrer imidlertid ikke på, at Flemming Rose og Carsten Juste begik en fatal fejl ved denne provokation, en provokation der så blev forværret ved Statsministerens måde, at håndtere sagen på. Uden Statsministeren var det aldrig blevet til en sag af verdensomspændende dimensioner.