Organtransplantation
Det er en kendsgerning, at der hvert år er et antal personer, der dør, fordi de ikke når at få den organtransplantation, der kunne have reddet dem. Derfor er det prisværdigt, at man fra forskellig side slår på tromme for, at flere skal være rede til at medvirke med organdonation. Opinionsmålinger viser, at måske 80 procent af befolkningen er positive, men at ikke desto mindre kun et fåtal har givet den mulige forhåndsgodkendelse. Da det åbenbart er svært at få folk til at reagere positivt, selv om de går ind for idéen, må den bedste løsning være den visse andre lande har valgt, for eks. Sverige og Spanien, nemlig at vende det hele om. Vi opstiller den formodning, støttet af opinionsmålinger, at folk er positive overfor tanken. Det mindretal, der ikke vil deltage, må så melde fra. Denne ret kan eventuelt udstrækkes til nærmeste pårørende, der er indenfor rækkevidde. Denne løsning ville betyde, at en række syge mennesker kunne blive hjulpet, og jeg kan ikke se, at det går ud over nogen. De, der ikke vil være med, kan jo bare melde fra.
Men fritag os for argumentet med, at staten ejer vore organer, og at vi reduceres til omvandrende reservedelslager.
Problemstillingen om, hvor meget man skal ofre, for at redde et menneskeliv, som DAGBLADETs leder også er inde på, er ubehagelig. Der må være en grænse et eller andet sted, men jeg vil nødigt skulle drage den. Der er jo ikke tale om havarerede biler, som man blot erklærer totalskadede, fordi det ikke kan betale sig at reparere dem.