Muhammed krisen.
Slår man op på Google får man svaret 308 000 artikler. Ingen sag, hvor Danmark har været involveret, har givet så megen genlyd. Over hele verden. Alle kontinenter. Vor datter var i Tokyo på tjenesterejse, hvad bragte japansk TV? Danske politikere, der talte om Muhammed tegningerne. Indien, Amerika, Nord og Syd osv. Altså ikke bare de muslimske lande med over en milliard indbyggere, men den ganske klode. Danmark var i sandhed blevet en del af verden. Ingen sag har i nyere tid optaget sindene mere i Danmark end denne sag. Holdningerne står skarpt over for hinanden. Vil man anvende det kontradiktoriske princip, altså at en sag kan præsenteres fra to sider, et princip, der for eks. gælder i de danske retssale, kan jeg pege på Rune Engelbreth Larsen og Tøger Seidenfadens ”Karikatur Krisen” på den ene side og Karen Jespersen og Ralf Pittelkows netop udkomne ”Islamister og Naivister” på den anden. Den sidste kalder sig et anklageskrift mod dem, man betegner ”naivisterne”. Bogen opregner følgende ”naivister” ved navn: Eva Smith, Margrethe Auken, Mogens Lykketoft, Rune Engelbreth Larsen, Tøger Seidenfaden, Mette Winge, Kirsten Thorup, Elsebeth Gerner Nielsen, Niels Helveg Petersen, Uffe Ellemann-Jensen, Torben Ballegaard Sørensen samt Niels Due-Jensen. De påstår, at Muhammed krisen drejede sig om, at en stor del af muslimerne rejste krav om, at islamisk ret, shariaen, også skal gælde i Europa. Jeg foretrækker, at betegne listen som det englænderne kalder ”The honours list”. Lad mig citere, hvad den sidstnævnte Niels Due-Jensen, der er bestyrelsesformand i Grundfos, udtalte til Berlingske Tidende den 28. februar 2006 efter at Anders Fogh Rasmussen havde sagt, at principløsheden har bredt sig, bl.a. i dansk erhvervsliv. ”Jeg er langtfra principløs. Men vi har en forretning at tage vare på. Vi ønsker at reetablere dialogen, også med kunder i Mellemøsten, ikke kun fordi det er godt for forretningen, men ikke mindst fordi den er afgørende for en fredelig sameksistens, med plads til anderledes tænkende og andre kulturer. Ytringsfriheden er ikke under pres. Vi kan ytre, hvad vi vil, men det betyder ikke, at man skal gøre det. Danmark er på vej ind i en krog og det skyldes ikke mindst statsministerens håndtering af sagen. Det virker som om man har mistet jordforbindelsen i sagen”. Ifølge Tøger og Runes undersøgelse, kan krisen anskues under tre synsvinkler, nemlig ytringsfriheden, vesten contra Islam og eller den danske udlændinge og integrationspolitik. Herom siges der: Der er ingen grund til at lægge skjul på, at der er denne, tredje forståelsesramme, der set med denne bogs forfatteres øjne viser sig at have mest at tilbyde. Men det betyder ikke, at de andre hovedsynspunkter ikke har noget at bidrage med. Endsige at krisen kan forstås alene på baggrund af danske forhold.