Min bornholmske barndom.
Danmark var i mine første drengeår besat af tyskerne, men det mærkedes knap nok på Bornholm. Der lå tyske marinefartøjer i Nexø havn, specielt husker jeg ubådene. Men Bornholm blev fredet. Både af tyskerne og af modstandsbevægelsen. Den illegale rute til Sverige gik via bornholmerbådene, der passerede gennem Falsterbo-kanalen.
Kapitulationen står klart i min erindring. Jeg hørte frihedsbudskabet fra London og kunne fortælle mine forældre den glædelige nyhed. Vi lyttede dagligt til BBC og Sveriges Radio. Danmarks Radio var kontrolleret af tyskerne og derfor upålidelig. Vi hørte gerne Nyheter fron TT (Tidningarnes Telegrambureau).
Men efter at krigen var afblæst kom bombardementet af Rønne og Nexø. Jeg kunne stå i vores have og se de russiske fly komme ind over Nexø fra Ibsker siden og smide deres bomber. Det var ufatteligt. Vores fodermester Fritiof, også kaldet Sjoffing, rimede som følger: ”Nexø, Rønne, Stor-Berlin er en rygende ruin”. Og det var så sandt, som det var sagt. Nexø torv og Nexø havn lå totalt i ruiner. Nogle dage efter katastrofen kørte jeg med min far i hestevogn gennem byen. Et rystende syn. Der var ingen teglsten tilbage på husene, hvis de ikke var forvandlet til ruinhobe. Den lokale stolthed, passagerbåden Østbornholm, eller var det Nordbornholm, lå væltet om på siden i havnen. Den havde fået en fuldtræffer.
Så kom russerne til Bornholm i deres vatterede uniformer med hestevogne og krigsbytte. Kogesprit kunne ikke opdrives. Det blev drukket af soldaterne. Mange havde mongolske træk, og de bar præg af at have været i krig i længere tid. Vi var utrolig glade, da de rejste. Nogle frygtede at de ville være blevet og var rejst fra øen. Men heldigvis kom vi ikke bag jerntæppet.
Jeg voksede op på gården Slamrahus beliggende mellem Nexø og Slamrabjerg. Min oldefar havde været sandemand og drevet fødegården Vestre Slamragård med stort tilliggende af ager og skov.. Han var med til at stifte Nexø Sparekasse og Det Østbornholmske Dampskibsselskab og i det hele taget en fremtrædende personlighed Han var også medlem af amtsrådet. Såvel på fædrene som mødrene side består min slægt af bønder. Min fars familie gik under navnet ”Sannemanjafamilian”, men også min mors onkel havde været sandemand. Min mors fætter var provst Levy Blang, Pedersker, der sad først i Folketinget så i Landstinget valgt af Venstre. Onde tunger sagde om ham, at han talte politik fra prædikestolen og forkyndte fra talerstolen i Rigsdagen. Men det var nok bare en dårlig vittighed. Den radikale, senere departementschef, K.H. Kofoed, omtaler ham i sine erindringer som ”denne mærkelige mand”. Som det sig hør og bør for et medlem af sandemandsfamiljen kom min farbror Aage til at bo på Sandemandsgård i Knudsker. Der solgte man mælk fra stalddøren, bl.a. til arbejderne på Rahbækkeværket, der lå på den anden side af jernbanelinjen. Hvor gården lå, er der nu et parcelhuskvarter.
Livet på landet var ganske forskelligt fra i dag. Der var mere liv. Alle gårde havde tjenestefolk: Drenga, pajer å dâlønnara.. Markarbejdet foregik med heste. Ligeså al transport, såvel af varer som af personer. Mælken blev i junger hentet af mælkekusken. Jeg husker isvintrene. Da kom mælkekusken på slæde. Der var også De bornholmske Jernbaner. Tænk man har brændt alle jernbanevognene. Hvilken vandalisme. Man kunne under besættelsen ”leje bil” med gasgenerator, benzin kunne ikke opdrives. At ”leje bil” betød den gang at hyre en vognmand. Jeg har en gang kørt i lukket hestevogn, landauer, fra Nexø til Dyndegård i Klemensker til familiefest. Ikke mindst hjemmturen om aftenen var en oplevelse. De havde for resten endnu ikke elektrisk lys indlagt på Dyndegård, men kun petroleumslamper. Gården blev senere udstykket efter en ildebrand. Tænk at man i sin levetid har kunnet opleve både udstykninger, Statens Jordlovsudvalg oprettede statshusmandsbrug, og nu sammenlægninger. Tiderne skifter unægtelig, men frem og tilbage er stadig lige langt.
Karle og piger fæstede sig for et sommerhalvår eller et vinterhalvår. Skiftedag var 1. maj og 1. november. De lånte en fjedervogn og hest og transporterede så karlekammer-skabet eller kommoden fra den gamle plads til den nye.. Der var livlig trafik af tjenestefolk og deres ejendele på skiftedag De ansatte brugte husbond som bank. Mange hævede kun lidt lommepenge til daglige fornødenheder. Solide folk undlod at ”tage op” af lønnen, så de kunne rejse med en opsparet sum.. De unge karle og piger brugte normalt ikke husbonds fornavn, kun efternavnet. Han kaldte dem til gengæld ved deres fornavn. Sådan var det bare, og ingen havde indvendinger imod dette.
Nexø Pakhusforening havde indrettet hestestalde i bygningen ud mod Strandgade, hvor der nu er forretninger. Når bønderne kom til byen, kunne de parkere hestevognene i pakhusgården og sætte hestene på stald. Der var i mange år en gårdskarl, der hed Gudbergsen, der tog sig af det. Han var for øvrigt født på Balka i det hus på Søndre Landevej vi i dag er ejere af. Gamle mennesker kalder det ”Guborrahuzed”. Op til pakhusgården lå også Nexø Brugsforening. Som alle købmandsforretninger, var der en lang disk, hvorfra en kommis (diskenspringer også kaldet) effektuerede indkøbene i henhold til en lille bog, hvori det du ville købe, var noteret,. Også kaldet kontrabog eller ”bryksabog”. Kom man i hestevogn kunne man blot indlevere bogen, og afvente at varerne blev lagt ud i vognen. Chefen i brugsen var den flinke uddeler Olsen. Selvbetjening, endsige supermarkeder og shoppingcentre, var ikke opfundet endnu. Ja måske i Amerika, men ikke her.
Hvordan var det at være barn den gang.
Helt forskelligt fra nutidens barneliv. Børn på landet var med på forældrenes arbejdsplads og mange større børn hjalp til med arbejdet. Vuggestuer og børnehaver kendtes ikke. I Nexø var der ”Asylet” lige overfor Teknisk Skole, men jeg kendte ingen, der havde gået i børnehave. Bodilsker Nordre Skole, bestod af forskolen, tidligere friskolen, med ét klasseværelse og kirkeskolen også med kun ét klasseværelse. Frøken Valborg Myhre, der var grundtvigianer og lærer Henry Lyster, der vist var luthersk missionsk, afløste den mangeårige indremissionske og strenge lærer Rønne. De to klarede al undervisning. Vi gik kun i skole hver anden dag. Der var to klasser sammen, hold a og hold b. Det kunne lade sig gøre, idet halvdelen for eksempel havde regning, og den anden halvdel geografi. Både salmevers og geografinavne blev terpet. Kunne du ikke din lektie risikeredes oversidning. Men vi lærte den lille tabel og adskillige salmevers. Og kunne på et ben remse både Ruslands og Spaniens floder og byer. Enkelte lærte aldrig at læse, antagelig på grund af ordblindhed, men det tog man ikke så tungt.
Fødselsdagsfesterne var højdepunkter. Man legede røvere og soldater eller politi, gerne med et fængsel i et gammelt karlekammer, hvor de tilfangetagne kunne lukkes inde. Da jeg var 11 kom jeg i Nexø Realskole og gik så i skole hver dag. Det var jeg meget glad for. Alle cyklede i skole. Jeg hører til dem, der stadig foretrækker små skoler, i hvert fald til de små elever. Der vankede undertiden øretæver. Det er godt, at det er blevet stoppet. Men det skabte da ro i klassen. Klasserne stillede efter frikvarter op på rækker som soldater. Vi rejste os op, når læreren kom ind i klassen, og vi var selvsagt ikke på fornavn med læreren. Dagen startede med morgensang og fadervor for hele skolen. En gang fik skolen besøg af den sorte skoleinspektør, der var født på de vestindiske øer. Så havde vi for første gang set en neger. Globaliseringen og det multikulturelle samfund var ikke opfundet. Tænk han var kommet til Danmark som barn, fordi man ønskede at vise ham frem på en udstilling. Men han blev så vidt vides en lykkelig skoleinspektør. Integrationen var lykkedes, ville man vel sige i dag.
Julen
Julen var en meget stor højtid. I god tid forinden slagtedes gris. Jeg husker endnu skriget inden grisen blev stukket. Blodet blev lavet til blodpølse og puttet i de rensede tarme. Der blev serveret fedtegrever, sylte og forskellig slags pølse. Noget blev lagt i saltkar og placeret i kælderen ved siden af tønden med spegesild. Fryserne var ikke kommet, ikke en gang frysehusene. I min tidligste barndom fik vi klipfisk til middag juleaftensdag. En gammel bornholmsk skik. Ellers var det flæskesteg, gåsesteg og kråsesuppe. Familien besøgte hinanden i hele mæljyln. Alle dage var besat. Der blev spist godt, eventuelt suppleret med honningsyp. Rødvin drak man kun til barnedåb og konfirmation, men til jul gerne øl, både bajersk øl og nisseøl. Højskoleforeningen afholdt stor juletræsfest på Centralhotellet, det tidligere Højskolehjem på Nexø Torv, hvor der nu er posthus. Lærer Anker Bjerre var legeonkel og gik foran børnene med sin violin. Så går vi rundt om en enebærbusk, jeg gik mig over sø og land osv. Hans glansnummer var ”afskydning af raketter”, altså uden rigtige raketter. Alle de mange børn tordnede med fødderne under opsendelsen og alle råbte ÅH ved ”synet” af lysene på himlen. Illusionen var total. Man havde ikke så meget udstyr og så meget legetøj som nutidens børn har, men man havde det mindst lige så sjovt.
Herluf Hansen