Mere om frihandel.
Margrete Auken er særdeles opmærksom på social og miljømæssig dumping, skriver hun. Hvad hjælper det, at hun er ”særdeles opmærksom”, når hun samtidig skriver, at det er et problem, når man bruger sociale og miljømæssige forhold som argument for protektionisme. Hvad skal man da ellers gøre for at få ændret forholdene? Lad mig give et eksempel. Ophugning af vore gamle færger på en strand i Indien uden ringeste beskyttelse mod for eksempel asbestfaren. Altså i strid med de mest elementære regler om miljøbeskyttelse og arbejdsmiljø. De sociale forhold og lønningerne er naturligvis også helt ude af trit med forholdene her. Hvis det er protektionisme til fordel for vore egne ophugningsindustrier at forhindre det, ja så går jeg som sagt ind for en vis protektionisme, selv om jeg er liberal. Vi kan ikke uden videre stille samme krav til landene i den tredje verden, som gælder hos os, men der må dog være en undergrænse et eller andet sted. Verdenshandelsorganisationen WTO har fastlagt en række bindende bestemmelser, og jo flere der kommer med i organisationen jo bedre. Kina er blevet medlem. EU kommissionen forhandler EU´s handelspolitik på medlemmernes vegne, herunder på det komplicerede landbrugsvareområde, og det gør de ganske habilt, i øvrigt med danskeren generaldirektør Carl som ledende embedsmand. De Grønne herunder Margrete Auken glemmer tilsyneladende at være grønne, lige så snart vi taler om den tredje verden. Men der må nu være lidt konsekvens i vore holdninger. At EU har præferenceaftaler, og at der indgås bilaterale handelsaftaler ved siden af det multilaterale system er en anden historie, men det er nu en gang en meget kompliceret og tidskrævende sag at indgå verdensomspændende aftaler om handel. Det er ulige lettere for fru Auken blot at knipse med fingrene og sige, at vi må have bindende aftaler.