Laila Dam fortegner billedet.
Jeg påpegede blot, at en avis kan undlade at trykke ting, man ikke finder bør trykkes i en ordentlig avis, og at en revy kan undlade at bringe indslag, man finder uheldige. Men ingen af delene bør betegnes som ”selvcensur”, det er ikke censur, og det krænker ikke ”ytringsfriheden”. Jeg bakker bestemt ikke op om krænkelser, det være sig flagafbrændinger eller nazistisk inspirerede antisemitiske karikaturtegninger. Som repræsentanten i Kairo for TV kanalen Aljazeera påpegede overfor mig efter interviewet, er araberne også semitiske folk .Under interviewet på kanalen, der blev udsendt live med arabisk simultantolkning til 50 – 60 millioner arabiske seere, nævnte jeg netop den tegning Laila Dam refererer til, som også har været aftrykt i Weekend avisen (den viser en sammensmeltning af Davids stjernen og Hagekorset) som eksempel på karikaturer, man måtte tage afstand fra, en karikaturtegning, der har været trykt i Saudi Arabien. Så den fik de lige i hovedet. Er det at være ukritisk? Jeg tager på det kraftigste afstand fra truslerne mod Naser Khader og har meldt mig ind i støtteforeningen for Demokratiske Muslimer, så det er også forkert. Endelig har jeg intetsteds insinueret, at Bornholms Tidende skulle lide af noget, der kaldes ”radikalofobi”.
Men jeg står gerne ved, at jeg anser en afslutning på det tætte samarbejde regeringen har haft med Dansk Folkeparti for bydende nødvendigt, for at Danmark kan genvinde sit gode navn og rygte.