Konventioner skal overholdes. Jyllands-Posten 22.11.11
Et ord er et ord, og en mand er en mand. Man skal holde, hvad man lover. Derfor var det blot en selvfølge, når statsminister Lars Løkke Rasmussen erklærede, at Danmark overholder tiltrådte konventioner. Birthe Rønn Hornbech måtte lære det på den hårde måde.
Danmark, bygger på jus sanguini princippet, altså blodets bånd, hvorefter børn af danske forældre får dansk indfødsret. Andre lande for eksempel USA baserer sig på fødestedskriteriet, hvorefter også børn født på landets territorium kan blive statsborgere. Det man kalder jus soli princippet, altså den jord, man fødes på er afgørende.
Vi har tilslutte os territorialitetsprincippet i dette specielle tilfælde. Meningen er naturligvis, at man ønsker at undgå, at også de næste generationer bliver statsløse. Venstres retsordfører Karsten Lauritzen har meddelt, at man nu har ændret holdning, hvis PET karakteriserer den statsløse som en sikkerhedsrisiko. Det betyder nødvendigvis, at man går ind for at Danmark bryder en forpligtigelse, man frivilligt har påtaget sig. Hvis man ikke vil følge reglerne, burde man naturligvis, som Dansk Folkeparti har foreslået, træde ud af konventionen. Venstre vil altså både blæse og have mel i munden.
.
Problemet opstår for Danmark, fordi naturalisation ifølge grundloven sker ved lov. Misæren er, at man ikke, da man tiltrådte, sørgede for, at jus soli i denne situation sidestilledes med jus sanguini, da regeringen ikke kan bestemme over folketinget. Man kan ikke garantere, at disse børn født på territoriet bliver sidestillet med børn af danske forældre. Folketingsmedlemmerne skriver ganske vist under på at ville overholde grundloven, men forventes i det hele at overholde dansk lovgivning, herunder også internationale forpligtelser. Karsten Lauritzen hævder frimodigt, at dansk lov altid har forret over konventioner, men hvordan kan han så gå ind for EU? Hvis dansk lov endog grundloven måtte stride mod EU´s bestemmelser, er det dansk lov, der må bøje sig.
Regeringen har på Danmarks vegne skrevet under på at ville overholde konventionens bestemmelser. Der er for øvrigt er ingen real begrundelse for Venstres nye holdning. Den statsløse har allerede permanent opholdstilladelse og bliver ikke farligere, fordi han får almindelige borgerlige rettigheder.
Skal vi nu ikke være enige om, som Lars Løkke Rasmussen udtrykte det, at selvfølgelig skal Danmark, som vi altid har gjort, overholde vore internationale forpligtelser. Vi ønsker ikke opføre os som en bananrepublik. Vor internationale anseelse har fået skrammer i lakken. Nu må vi tage os sammen.Venstre er kommet på afveje.