Jeg samler på de små børns smil, de små børns lyse smil.
Sådan udtrykker digteren det; men mere prosaisk sagt, så er børnene det vigtigste, for de repræsenterer fremtiden. Forældrene har ansvaret først og fremmest. Nogle klarer det fint, andre knap så godt. Fællesskabet har også et ansvar. Vi må tilrettelægge tingene, så opgaven for forældrene ikke bliver umulig eller for vanskelig. Børnehaver og vuggestuer skal være til stede i tilstrækkeligt omfang, også i tidsmæssig henseende (åbningstider). Jeg mener også, at et varmt måltid i hvert fald nogle af ugens dage må prioriteres højt. Skolerne er ligeså vigtige. Uanset hvor meget, der skal spares, må det aldrig gå ud over undervisningens kvalitet. Men det betyder ikke, at alle lærebøger og hjælpemidler nødvendigvis behøver at være af sidste model. Da jeg gik i gymnasiet på Rønne Statsskole, læste vi en Mekanisk Fysik af en hedengangen forfatter, der hed Barmwater. Bogen fandtes efterhånden kun antikvarisk. Men det forhindrede ikke, at ca. 25% af matematikerklassen blev civilingeniører, fra det der den gang hed Polyteknisk Læreanstalt. Lærerne skal på efteruddannelse, ingen tvivl om det. Og så skal de bruge deres tid på undervisning og ikke på alt muligt andet. Jeg ser frem til et godt samarbejde med skolebestyrelserne og lærerne. Skolebestyrelsernes ønske om dialog modtages med glæde.
Også seniorborgerne har krav på at få en ordentlig, respektfuld og rimelig behandling. Det er ikke altid lige let for de ældre at blive ældre og måske afhængige af andre. Fællesskabet kan gøre en hel del, og det skal det naturligvis. Sådan bør vi kvittere for et langt livs indsats.