Grundskyldspromillen skal ned.
Regeringen har indført et skattestop og tak for det. Vi har alt for længe bare oplevet at skatterne vokser og vokser. Til sidst ville det være blevet til, at der bare uddeles lommepenge til borgerne. Men heldigvis har vi en regering, der fastholder stoppet.
Der er imidlertid et område, der er undtaget fra skattestoppet og det er grundskatterne. De må dog højst stige med 7 procent om året, men over nogle år kan det alligevel blive til noget. Derfor er det vigtigt, at vi får grundskyldspromillen så lav som muligt. Her er den nuværende Lejre kommune forbilledet, for de har nemlig den laveste grundskyldspromille af de tre kommuner. Jeg kan naturligvis ikke her love nogen bestemt promille, men vil arbejde for den lavest mulige. Hvorfor det? Fordi folk skal have råd til at blive boende i deres huse. Indkomstskatten følger folks indkomst, men det gør boligskatterne ikke. Grundværdierne stiger og stiger, og det kan blive et problem for beboerne, hvis vi ikke passer på.
Så er der den med at beskatte sommerhusbeboerne. Det er jo også mennesker, men synes man ikke de bidrager nok til den fælles kasse, kunne man måske forhøje afgifter på skraldafhentning, vandforsyning eller lignende. I øvrigt har jeg forstået, at det i virkeligheden ikke drejer sig om så forfærdelig store beløb sommerhusene betaler i grundskatter i forhold til kommunens samlede budget. Og vi skyder os selv i foden, hvis vi for at få flere skatter ud af sommerhusene belaster vore fastboende borgere unødigt.
Så hvis I går ind for lavest mulig grundskyldspromille, så stem på mig.