Gammelbornholmsk.
Helle Friborg skal have tak for sit indlæg, hvori hun kritiserer mig for at ”bruge den røde pen”. Vi har brug for at diskutere, hvad bornholmsk er. Jeg har ikke noget imod Kjeld Olsen, som efter sigende er meget populær. Musikvalg er naturligvis subjektivt, jeg har nærmest indtryk af, at Bornholms Radio køber musikken i metermål, som man køber salami, i hvert fald synes jeg, det er en blanding af godt og skidt eller skidt og kanel, om man vil ;men falder det i lytternes smag, er det naturligvis ok.
Gammelbornholmsk kan man for eks. finde i De bornholmske hjemstavnsforeningers blad Klippeøen okt.-nov. 2006. Otto J. Lunds digt ”Mod Læwfajl” og P.O. Gaalaas-Hansens artikel ”Et sommarminje”. Svâlan hon e alt rest sinj Vaj, skriver Otto J. Lund. I dag siger vi nok rajst og ikke rest. Gaalaas-Hansen siger ”ded”, hvor det gængse i dag er ”de”. ”Seddan” er nok i dag erstattet af ”san”. Naturligvis ændrer ethvert sprog sig, men man bør dog holde igen, hvis det ikke skal ødelægges/forgå. Nudansk må da også kæmpe mod alt for mange engelske udtryk, ikke bare fuck og shit. Jeg er alvorligt bange for, at det bornholmske sprog i løbet af en generation eller to skal gå tabt eller forvanskes til ukendelighed. Som universitetslektor, cand.mag. H.A. Koefoed skriver: ”Ligesom ethvert andet sprog forandrer dialekterne sig gennem årene, og hertil kommer i nutiden, at de til alle praktiske formål er rigssproget underlegne, hvorfor der sker en opløsning af det gamle lokale sprogsystem, hvilket også er blevet bornholmskens skæbne”. I en brevveksling med Gaalaas-Hansen har jeg netop gjort mig til talsmand for, at det, vi skal værne om, er nutidigt bornholmsk. Det skal kunne bruges og ikke bare være et museumsstykke. Så jeg er faktisk for så vidt enig med Helle Friborg. Men sprogets basale dele, herunder den særlige grammatik, må ikke anfægtes. Bornholmsk skal være andet og mere end blot et tillempet dansk med bornholmsk betoning. Problemet er nok, at vi har forskelligt udgangspunkt, Mit bornholmske er det, der stadig tales i Svaneke, Nexø, Snogebæk området med tilstødende landsogne. Helle Friborgs bornholmske står der måske Rønne på, og det er altså noget ganske andet. Jeg havde en kusine, der talte glimrende bornholmsk, indtil hun flyttede til Rønne. Så ændrede hun sprog, ikke til rønnafint, men til Rønne-bornholmsk, som jeg, undskyld mig, betragter som en købstadsudgave fuld af fejl. Men problemet er, og heri har Helle Friborg sikkert ret, at det er det sprog, flere og flere taler. Det er netop grunden til, at det er ved at være sidste udkald, hvis vi skal redde bornholmsken, som H. A. Koefoed kalder det. Der eksisterer ikke noget autoriseret bornholmsk skriftsprog 2006 eller for noget andet år for den sags skyld. Det er kun et talesprog. Skrevet bornholmsk er lydskrift. Så en rigtig Rønnebo må gerne sige/skrive ”hung” og ”kunge”, hvor vi andre benytter ”hunj” og ”kunje”. Men ”en hund”, den går altså ikke, hvis det skal kaldes bornholmsk, dæmmeså.