Folkemål

 Under denne overskrift finder man en meget interessant artikel om bornholmsk i bogen Bornholm, der indgår i Gyldendals Egnsbeskrivelse fra 1972, redigeret af Bent Rying. Afsnittet findes på siderne 99 – 109 og er skrevet af universitetslektor H.A. Koefoed, som jeg tidligere har henvist til. Den indeholder en glimrende gennemgang af bornholmsk og sammenligninger med rigsdansk, svensk og skånsk. Forfatteren har et særdeles godt kendskab til bornholmsk. Bornholmsk lever, siges det nu. Ja heldigvis, men har sproget det godt?` Lad mig atter citere H.A. Koefoed.: Bornholmsk er, som nævnt, ikke længere, hvad det har været. Nedbrydningen af det gamle sprogsystem under påvirkning af rigsdansk foregår i hastigt tempo. Det er et sørgeligt kapitel, som ikke skal gennemgås i enkeltheder, men det må ses i øjnene, at den tid ikke er fjern, da bornholmsk som selvstændigt sprog er opløst, og kun vil ytre sig som en underlægning i et provinstalesprog. En begyndelse til dette stadium er det såkaldte rønnafint. Ikke al forandring eller alle forskelle i dialekten kan dog stemples som opløsning. En sådan foreligger kun, hvor der kan dokumenteres stærk påvirkning fra en fremmed norm (rigsdansk) med ganske inkonsekvente og regelløse ændringer til følge. Når sproget har mistet sin funktion i hverdagslivet er det trods alt dødt. Her deler bornholmsk imidlertid kun skæbne med alle andre danske dialekter. 

Jeg mener ikke, at bornholmsk kan sidestilles med andre danske dialekter. Det er noget helt særligt, nemlig et nordisk sprog med mange paralleller især med svensk, hvad ikke kan undre. Skal vi bare passivt se til, at denne proces forløber, det man kalder laisser-faire holdningen, laden stå til, eller skal vi søge at holde det i live, vel at mærke i en form, der er nogenlunde autentisk.? Hvad jeg mener, kan man vist ikke være i tvivl om.

Tilbage