Fangekoret på Avnstrup
For et års tid siden skrev jeg en artikel om Avnstrup flygtningecenter., hvor jeg sluttede med et ”Kan vi være det bekendt?”. Det mente jeg ikke, vi kunne. Jeg har nu draget konsekvensen og afsluttet mit mangeårige medlemskab af Venstre, Danmarks en gang liberale parti, som har et stort ansvar, for hvad der passerer.. I går var der Åbent hus i flygtningecentret, og endelig fik jeg adgang til lokaliteterne og til at tale med beboerne. Lokaliteterne er upåklagelige. Der er blevet bevilget ekstra penge af Folketinget, og det materielle er tip top. Men, men, men, det er jo ikke det det drejer sig om. Disse stakkels mennesker har i 7 til 8 år, nogle mere, nogle mindre, levet med en udvisningstrussel over hovedet og uden ret til beskæftigelse, alt imens vi mangler hænder. Når de ikke er blevet tilbagesendt, er det kun, fordi FN forbyder os at gøre det. I tredverne var der ikke noget FN, der kunne forbyde os, at sende jøder tilbage til Nazi-Tyskland.
At leve i Danmark på sådanne vilkår, ligesom manden på risten, må være en form for helvede. De er blevet nægtet asyl, for de er ikke tilstrækkeligt forfulgte, mener man. Hvorfor rejser de ikke? Jeg talte med en mekaniker fra Baghdad og en farmaceut fra Teheran, begge med koner og børn., dansktalende, nogle født i og tilbringende hele deres liv i Danmark. De danske myndigheder forlanger, at de skal rejse tilbage til bomberne i Irak og fundamentalisterne i Iran. Da jeg for nogle måneder siden holdt foredrag for seniorklubben af landmænd, på det der tidligere hed Lyngby Landbrugsskole, mente en af tilhørerne, at flygtningene jo ikke behøvede at blive stillet bedre end deres landsmænd derhjemme. Ja sådan kan man altså også se på det.. Men mon ikke de fleste af os mener som FN. Man kan ikke tvinge folk til at udsætte deres familier for den slags.
Det gjorde meget indtryk på mig at høre, at politiet effektuerer hjemsendelser af familier, der ikke vil samarbejde, ved uden varsel kl.6 om morgenen at banke på, og så er det bare ud af sengene og af sted. Ikke noget med at sige farvel til kammeraterne i børnehaven eller få deres personlige mapper med fotos af kammeraterne med. Kammeraterne får så bare at vide, at nu har politiet sendt dem hjem. Har man slet ikke tænkt over, hvad det kan skabe af traumer og frygt. Hvornår bliver det min tur?.
I Avnstrup spillede og sang en gruppe af beboerne for os. Det mindede mig om et fangekor, de sorte i USA, der underholdt deres herrer, eller de kasteløse i Indien. Altså folk, der ikke nyder fulde borgerlige rettigheder men rangerer som andenklasses borgere. Forhåbentlig kan et folketingsvalg bringe den nuværende håbløse situation for disse mennesker til ophør. Som jeg hele tiden har ment: Det kan vi simpelt hen ikke være bekendt.