EXIT

TV 2 Bornholm, der, som jeg har påpeget, tilsyneladende har problemer med det bornholmske sprog, taler nu om Joan Erlandsens exit. Stationen har altså tilsyneladende også problemer med andre ”fremmede” sprog. Dette latinske ord, der har fundet vej til engelsk, betyder som bekendt udgang eller det fænomen, at nogen forlader scenen. Journalisterne lægger ganske vist fejlagtigt trykket på sidste stavelse. Det udtales naturligvis med tryk på første stavelse. Men lad nu det ligge. Alvorligere er, at det er en fortegning af billedet. Bornholms kvindelige folketingsmedlem har netop ikke forladt den politiske scene, ja ikke en gang partiet Venstre. Hun har forladt Bornholms Venstre, hvad jeg sådan set godt forstår, som hun er blevet mobbet. Husker jeg ret, ville man eksempelvis ikke en gang have hende med til bestyrelsesmøderne, som det ellers har været kutyme. Men hun er da stadig den ene af Bornholms to repræsentanter i Folketinget. Derfor behøver Jeppe Kofod altså ikke påtage sig rollen som Bornholms (eneste) ambassadør og altså også ville repræsentere Joan Erlandsens vælgere. Bortset fra de socialdemokrater, der har villet protestere mod Jeppe Kofods passivitet ved de fatale færgeforlig 1 og 2, er der her tale om borgerlige vælgere, som næppe kan være tjent med Jeppes uanmodede forretningsførelse. Det samme gælder måske endnu mere for Thor Gunnar Kofoed, som ligefrem blev kasseret af egne vælgere. Lad mig blot slå to ting fast.1.Ifølge Grundloven er et folketingsmedlem alene bundet af sin overbevisning og kan altså ikke pålægges forskrifter af andre. 2. Grundloven kender overhovedet ikke fænomenet politiske partier, og disse har følgelig ingen forfatningsmæssige beføjelser. 

Joan Erlandsen har gjort betydelig mere for Bornholm (færgesagen) end  de  to ”uheldige helte”, der svigtede, da det gjaldt. At hun fortsat ønsker at være medlem af partiet Venstre kan måske undre, men det bliver hendes afgørelse. Jeg respekterer, at hun holder fast ved sin politik og sine løfter til vælgerne, uanset hvad det måtte give af ubehageligheder.

Tilbage