Djævledyrkelse og Muhammed tegninger.
Jyllands-Posten kan åbenbart ikke blive træt af at fastslå, at det man
gjorde var godt og rigtigt. Det skulle vel ikke være et udslag af dårlig
samvittighed. Det er dog næppe det, der plager Carsten Juste mest, ej heller
overfor de tegnere, man har bragt i vanskeligheder for nogle sølvpenge.
Lederen i Søndags-avisen føjer sig smukt til rækken af
selvforherligende indlæg. Man er så glad for Per Stig Møller interviewet,
hvor han stort siger noget alle kan være enige i. Per Stig vil dog ikke afsløre,
hvad han selv mener om Muhammed-tegningerne. Det er han ikke sat til at vurdere,
siger han. Han har tidligere udtalt, at han heller ikke var sat i verden for at
kritisere amerikanerne. Hvad mon det så er, han er sat til at tage stilling
til? Han er lige så modig, som nu
Bertel Haarder, som jeg også tidligere beundrede. Sic transit. Det ville ellers
have kunnet tage trykket af kedlerne, hvis regeringen i tide havde erklæret, at
man ikke var enig i forhånelse af andres religion. Jyllands-Posten alene havde
aldrig kunnet forårsage al den ravage. Lederen påstår, at folk som Uffe
Ellemann-Jensen, Tøger Seidenfaden og Villy Søvndal går ind for censur, altså
forhåndsgodkendelse af offentlig myndighed. Det er ren forvanskning af andres
standpunkter, som man så derefter let kan nedgøre. Redaktion af aviser er vel
ikke censur? Jyllands-Postens redaktør tillader nu, at den forhenværende John
W. Hørbo i en artikel betegner Islam som djævledyrkelse. Det skal nok fremme
dialogen, som både Per Stig og Jyllands-Posten efterlyser. Ikke forbud, men en
fælles erklæring, hvor det understreges, at alle religioner spiller en væsentlig
rolle, siger udenrigsministeren. Enig, men det ville fremme sagen, hvis vi kunne
slippe for indlæg, som pastorens, der både taler på Guds og muslimernes
vegne. Den sovende blasfemibestemmelse i Straffeloven kunne her om nogensinde
bringes i anvendelse. Men jeg er da enig i, at det ikke er gennem forbud og
lovgivning, man skal højne debatniveauet.
Vi er vidne til et sammenrend
mellem det ekstreme højre (islamhaderne) og det ekstreme venstre
(religionshaderne). Jyllands-Posten priser nu Morten Homann. Ja hvorfor ikke.
Sic transit gloria mundi.
Tilbage