Diskvalificeret i sag om sygehuse
Under ledelse af min gamle ven og tidligere partifælle Kristian Ebbensgaard (V) lykkedes det Region Sjælland at udarbejde en rimelig fornuftig og afbalanceret plan for sygehusene på Sjælland. 40 ud af 41 politikere stemte for. Godt politisk håndværk.
Så rykker Sundhedsministeren og Sundhedsstyrelsen ud med krav om radikale ændringer i retning af stordrift, uanset konsekvenserne med hensyn til afstand til sygehus. I morgen skal regionsrådet stille til eksamen hos ministeren. Hensigten er øjensynligt, at nu skal de genstridige politikere bankes på plads. Kristian Ebbensgaards designerede afløser Kirsten Devantier(V), Næstved , har tilsyneladende allerede kapituleret. Der er ikke frit valg på alle hylder, siger hun. Samtidig giver hun det fejlagtige indtryk, at regering og regionsråd stort set er enige (læs regionsrådet bøjer sig for regeringen). Sandheden er, at sundhedsminister Jakob Axel Nielsen klart har givet udtryk for, at makker Region Sjælland ikke ret, får de ikke en krone. Skal det være på den måde, må man give borgmester og regionsrådsmedlem Per Tærsbøl (K) Helsingør ret. Så kan man lige så godt helt nedlægge regionerne og lade staten tage over.
Både De Konservative og Socialdemokraterne har imidlertid klart sagt fra og ligesom jeg peget på et tæt samarbejde med Region Hovedstaden for at afvise ministerens udemokratiske diktat. Sundhedsstyrelsen består af såkaldte eksperter (læger, der ikke fungerer som læger), der for øvrigt gang på gang har fejlet. Som en god ven, der er læge, udtrykte det: Hvis du kritiserer dem, får du støtte af hele den danske lægestand.
Jeg har på fornemmelsen, at ved at kritisere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, har jeg endog de fleste danskere bag mig. Eller får det, når situationens alvor går op for dem.
Som det ser ud i øjeblikket, må konklusionen blive en anbefaling om ved næste valg til regionsråd at stemme på enten De Konservative eller Socialdemokraterne. SF og DF har jeg ikke helt pejling på, men hvis de også afviser Sundhedsministerens diktat, kunne de vel også gå an. Venstre har diskvalificeret sig, hvis det altså skal være Kirsten Devantier, der skal bestemme over gruppens holdning.