DF kan ikke underkende sygehusplan

.

Kommunalbestyresesmedlem i Ringsted og tidligere MF Poul Nødgaard (DF) udtaler til DAGBLADET i lørdags, at regeringen og Dansk Folkeparti efter 16. marts, hvor sygehusplanen for Region Sjælland skal være vedtaget, vil tage stilling til, om vedtagelsen stemmer overens med finanslovsaftalen passus om, ”at strukturomlægningen skal gennemføres på en måde, der sikrer, at befolkningens behov for behandling og tryghed er tilgodeset”. Og hovedsygehuset skal i hvert fald ligge meget centralt. Kræfterne samler sig omkring Køge, men hvis det holder stik, vil jeg holde på, at det ikke lever op til kravene i finansloven, fastslår Poul Nødgaard.

Jeg skal ikke her tage stilling til, om hovedsygehuset skal ligge i Roskilde, Køge, Ringsted eller Næstved. Men efter det oplyste opfylder alle fire de af regeringens smagsdommere, det vil sige Sundhedsstyrelsen og Juhl - udvalget opstillede krav.

Den omhandlede passus kom ind i finansloven, efter at Dansk Folkeparti havde gennemført sin sædvanlige afpresning for at stemme finansloven igennem. Det vil erindres, at partiet pludselig blandede sig i Region Midtjyllands beslutning om, hvor regionens sygehuse skulle placeres. Det lykkedes heldigvis ikke partiet at kuldkaste det lokale selvstyres beslutning, men man fik altså nogle generelle formuleringer indføjet.

Det er åbenbart steget kommunalbestyrelsesmedlem Poul Nødgaard til hovedet (nogle kalder det hybris), for han tror, at han og hans parti har mulighed for at kuldkaste, hvad regionsrådet for Region Sjælland måtte have besluttet. Ikke alene startede det hele med, at regionsrådets enstemmige beslutning om at tilgodese de to største byer med specialer blev forkastet. Nu har man bidt i det sure æble og er gået ind på centralmagtens krav. Men selv et frit valg mellem (kun) disse fire muligheder (scenarier), der udmærker sig ved for de tres ved,kommende at nedgradere enten Roskilde eller Næstved eller begge, vil han altså ikke acceptere. Det er ligesom med ytringsfriheden. Man går ind for ytringsfrihed, forudsat altså at man ikke ytrer sig på en uhensigtsmæssig måde. Man går også ind for lokalt selvstyre. Regionsrådet får lov at vælge en ud af fire løsninger, MEN det forudsætter naturligvis, at man ikke træffer et uhensigtsmæssigt valg.  

Det er simpelthen at holde folk for nar. Demokrati efter sovjetiske metoder.  Naturligvis kan DF ikke underkende regionens sygehusplan. Men det lyder imponerende. Ih hvor vi gungrer.

 

Tilbage