Dette er ikke en pibe.
Bibliotekar Jytte Schmidts indlæg ”Dobbelt-tydig tale” minder om den belgiske maler Magritte, der eksempelvis maler en pibe og nedenunder skriver. Dette er ikke en pibe. ”Dette er ikke en kommentar til Herluf Hansens indlæg i DAGBLADET 18/4, som jeg ikke finder det umagen værd at reflektere på”, skriver bibliotekaren”. Kommentarens mening må være, at hun ikke finder det umagen værd at svare på mit indlæg. Det er også det letteste. Man må da netop formode, at hun har reflekteret over sagen, inden hun svarer(replicerer). Der laves mange grammatiske fejl i dagens Danmark, det er for eks. blevet helt almindeligt at kommentere på noget. Dette har så smittet af på at reflektere på, selv om meningen øjensynligt var, man må formode, ikke at komme med nogen egentlig replik. Jeg må indtil videre konkludere, at Jytte Schmidt ikke alene ikke kan læse, hun kan heller ikke skrive.. I det omfang jeg kan tyde hendes skriverier, må jeg erklære mig dybt uenig i, hvad hun fremfører.
Når jeg nu er i gang, må jeg også give landsformanden for Dansk Folkepartis Ungdom et skud for boven. Han maler i neon, vi andre bøjer nu i neon, men lad det ligge. De afviste skal sendes hjem, skriver han i sit infantile indlæg. Flygtninge gøres til lykkeriddere, ja bedragere og fupmagere.. Hvor dybt kan man synke? De kan jo ikke sendes hjem. Det er jo det, der er problemet. Med politikere som Kenneth Kristensen, der ikke ”falder for”, at man gør børn fortræd, ser det sort med Danmark som et land som forkæmper for humanisme. Skal vi fortsætte linjen fra den umenneskelige behandling af tyskerbørnene efter krigen. Eller hvad med returneringen af jøder til Nazi-Tyskland. Er det den vej, vi skal ind på?