Det nordiske fællesskab
Bertel Haarder skriver 21/10, at vi skal værne om det nordiske fællesskab, hvilket forudsætter at vi kender og forstår hinandens sprog. Helt enig. Der peges på den nordiske velfærdsmodel og nordisk design og kultur, som vi er kendt for i den store verden. Han glemmer imidlertid et meget vigtigt område. Vi har været kendt i den store verden for altid at stå på den svages side. De nordiske lande var i FN forkæmperne for verdens fattige, undertrykte og forfulgte. Danmark har nu skilt sig ud som det nordiske land, der er mindst åbent overfor flygtninge. Retten til at få sin ægtefælle ind i landet må i mange tilfælde støttes ikke på dansk ret, men på EU retten. Når vi skal udvælge FN flygtninge, vælger vi de stærkeste og mest robuste frem for dem, der trænger mest. Man kunne komme til at tænke på, hvordan der i sin tid udvalgtes slaver, der var stærkest og kunne lave mest fysisk arbejde. Flygtningene skal kunne integreres, bruger man som undskyldning. Tidligere kunne man være stolt af at være dansker og skandinav. I FN spillede de nordiske lande i enighed en fremtrædende rolle som formidler af progressive holdninger. Vi nød stor respekt. I dag kritiseres vi fra mange sider, fordi vi står for den mest snæversynede egoistiske politik, hvor den danske stamme skal beskyttes mod forurening udefra. Vi kan lære meget af vore nordiske naboer. Jeg har en drøm om, at tidligere tiders nordiske samarbejde på det humanistiske område kan blive retableret. Det kan ske den dag Pia Kjærsgårds alt for store magt bliver brudt, og Venstre vender tilbage til fordums liberale idealer.