Det var de danske skjalde der sang.

Ja så kom 18. udgave af højskolesangbogen. Den første var fra 1894. Det er blevet Danmarks mest solgte bog. Den er et skatkammer. Den danske sang er en enestående rigdom, ”en ung blond pige, hun går og nynner i Danmarks hus”. I den nye udgave er kommet flere engelske tekster. Blot savner jeg de sorte amerikaneres sang fra kampen om borgerrettighederne :”We shall overcome”. Der er en hilsen til Anders Fogh fra Jeppe Aakjær fra Jenlefesten i 1915. ”Sej mæ, ska vi mej i kri?”, der slutter ”Kamp den er der mjenning i. Kamp gir kræfter, lyw og spel. Kri slår lyw og mand ihjel”. Men, der er et alvorligt men. Bornholm er røget helt ud. Der er fynsk, der er jysk, der er sønderjysk, der er grønlandsk, der er færøsk, der er ”Det haver så nyligen regnet”, Sønderjydernes ”nationalsang”. Grønlands og Færøernes nationalsange. Der er de nordiske nationalsange. Men Bornholm og bornholmsk er gledet helt ud. I udgaven fra 1926, som jeg har et eksemplar af, har vi både ”Bornholm, du pryde vikingmø” og ”Skudan hon vaggar”, sidstnævnte både på bornholmsk og i rektor J.C. Espersens egen oversættelse til dansk. Det sidste er ingen luksus, for den er svær, selv for bornholmere, især første vers. Men den er kraftfuld og god, efter min mening bør den være Bornholms ”nationalsang”. Vi har været søfarere og derfor er ”Sjøkarinj” fra 1852 på sin plads. Men den skal tilbage i højskolesangbogen, og det skal Lucianus Kofods ”prude vikingmø” fra 1871 også, bare de tre første vers. En besynderlig måde at fejre en af grundlæggerne fra 1856 af Bornholms Højskole på. Måske ikke den største bedrift indenfor digtekunsten, men på linje med så meget andet fra den tid. Nu glider den i hvert fald helt ud. Og det er synd og skam. Hvem er det, der har sagt til redaktionsudvalget, at den ikke bruges og derfor må slettes? Jeg er i hvert fald ikke blevet spurgt. Vi har tvætimod til familiefester benyttet både sønderjyske og bornholmske sange, men det bliver altså ikke muligt fremover, hvis man kun har den nye sangbog at støtte sig til.

Hvad har Bornholm egentlig gjort, siden øen skal ribbes for alt?

 Tilbage