Det lige skal behandles lige.
Lars Løkke Rasmussen og hans rollemodel Birthe Rønn Hornbech, der begge har en vis juridisk skoling, bruger som ”bekvem” begrundelse for at deportere de afviste irakiske flygtninge, at det forhold, at de har formået at forblive i Danmark i længere tid, uanset at flygtningenævnet har nægtet dem asyl, ikke må betyde, at de skal behandles anderledes end de flygtninge, der straks frivilligt har efterkommet nægtelsen af asyl og har forladt landet. Det ville i et retssamfund være en fejl, hævder man. Man giver det altså udseende af, at deportation er en juridisk nødvendighed ud fra et lighedsprincip.
Denne argumentation kan naturligvis, selv om den havde været juridisk holdbar, aldrig gøre det moralsk forsvarligt at tvinge personer til at rejse til en destination, der ifølge FN er for farlig for dem. At andre på et tidligere tidspunkt frivilligt måtte være rejst dertil gør selvsagt ingen forskel.
Naturligvis skal ”det lige behandles lige”, alt andet ville være magtfordrejning. Men de to kategorier er jo ikke lige. Når flygtninge har opholdt sig i Danmark i en årrække, uanset hvad grunden er, kan de ikke ligestilles med personer, der kun har været her en kortere tid. Det er simpel logik. Familiemedlemmer, der måske har tilbragt hele deres liv i Danmark, kan man da ikke bare deportere. Det, der kendetegner en dygtig jurist, er evnen til at sondre. Vi må derfor placere de to ministre i den juridisk massegrav, som en kendt manuduktør udtrykte det, hvor påskriften lyder: ”DE GLEMTE AT SONDRE”. Havde de besvaret en eksamensopgave på denne måde, var de dumpet. De dumpede ikke til juridisk embedseksamen, for de er begge cand jur er. Men de er dumpet til livets eksamen i medmenneskelighed, og det er meget værre.