Det kører rundt for Noa Redington.
Noa Redington (NAR), der kalder sig analytiker, er hverken i stand til en økonomisk eller en juridisk analyse. Ja ikke en gang i stand til at analysere, hvad en rundkørsel er for noget. Er man én gang kørt den forkerte vej, det er en gang sket for mig i England, gør man det ikke igen. NAR tror åbenbart, at en rundkørsel er en slags karrusel med skilte om, hvor mange omgange man må tage. Thor Pedersens billede er derfor ganske glimrende. Han er en yderst kompetent økonom og nok den bedste finansminister vi har haft siden Anders Andersen. Det kræver derfor ikke særligt mod at støtte sig på ham, blot lidt sund fornuft.
NAR´s økonomiske hovedtese er, at stabilitetspagten blot er nødvendig for Euroens tilblivelse, men ikke for at den kan fungere. Det turde være en besynderlig og lidet tilfredsstillende sondring. Hvis lande som Italien og Grækenland, der notorisk har haft store problemer med at styre økonomien, skulle med, måtte der selvsagt etableres nogle bremseklodser og sikkerhedsliner. Det ideelle havde naturligvis været en fælles økonomisk politik, men det var tiden jo ikke moden til. Derfor måtte man nøjes med den valgte løsning. Også Nyrup Rasmussen (NYR) mener nu, at vi kan undvære bremseklodser og sikkerhedsliner, men det bliver det ikke mere rigtigt af. NAR og NYR er i virkeligheden lige så økonomisk kompetente som Anker Jørgensen. Udgangspunktet for god økonomi er ”pay where you go”, og skal der fires, må Euro landene vedtage dette. Dette skete i tilfældet Frankrig Tyskland, som ganske vist glemte at spørge om lov forlods, men så fik absolution for at synde, fordi de trods alt havde gode argumenter. Den gældende sanktion, indbetaling af meget store beløb til EU´s kasse, ville kun have forværret situationen i de to lande. Til glæde for ingen. Men muligheden skal fortsat være der, for ellers er der tale om en lex imperfectum.
Når NAR og NYR mener, at stabilitetspagten er død, er det ren ønsketænkning. En aftale som en lov gælder naturligvis indtil den bliver ophævet. Stabilitetspagten er ikke ophævet. Den er ej heller bortfaldet ved desuetudo, lang tids ikke brug. Nej tværtimod har den været anvendt flere gange. At landene i en konkret situation beslutter at give en tidsbegrænset dispensation, det man kalder en waiver, indicerer jo netop at reglen eksisterer. Ligesom man ikke vinder hævd, hvis naboen har givet tilladelse til at man jokker på hans grund, så bortfalder stabilitetspagtens bestemmelser netop ikke, når der er givet tilladelse. At reglen skulle bortfalde, fordi man ikke iværksætter sanktionen, er helt ude i hampen.
NAR konkluderer, at han ingen patentløsninger har på, hvordan fremtidens eurosamarbejde skal skrues sammen. Det er da endelig en erkendelse, jeg kan tilslutte mig, ligesom vigtigheden af forskning og uddannelse. Men indtil den fælles økonomiske politik kan etableres i Europa, er det nok klogt at opretholde nogle pejlemærker som blandt andet stabilitetspagten og i øvrigt henvise landene til at tale og dele sig til rette. Men ingen må tage sig selv ret. Det glemte Frankrig og Tyskland