Det er stort at redde liv.
”Og det er jo altid smukt at redde et andet menneske”Det skriver Birthe Rønn Hornbech i sin kronik Dødsøjeblikket. Det lille ord ”altid ”siger faktisk det hele. Blåt er altid pænt, og menneskekærlighed er altid smukt, men altså heller ikke mere.. Nej Birthe, det er ikke bare ”smukt” at redde et andet menneske, det er det største, man kan udrette. Heroverfor står ganske rigtigt, at det for mange kan være en trøst at se og mærke det uafvendelige og se de forandringer, der omgående sker med et menneske, der er hjertedødt. De, der har den opfattelse, at det er vigtigere at opleve den nære pårørendes ”sidste suk” end at redde en levende, der lider og ellers vil dø, bevarer naturligvis denne ret. Men den form for etik må de for mig beholde for sig selv. Det er, som om de etiske overvejelser ikke mere respekteres, skriver Birthe Rønn Hornbech..
Det rigtige med hensyn til organdonation ville være, som andre mere avancerede lande allerede har gjort det, at opstille en formodning (jfr. foretagne meningsmålinger) om, at den afdøde gik ind for organdonation, hvis der ikke var tilkendegivelse om det modsatte, eller de nærmeste pårørende, der kunne fås fat på, havde den opfattelse. Legemet tilhører ikke staten, som det så smukt hedder i kronikken. Men det er da rigtigt, at der kan udtages organer, reservedele om man vil, af døde kroppe. Det er der mange levende, der er utroligt glade for. Vi bør være lægerne taknemmelige i stedet for at komme med urimelige angreb og insinuationer.