Der var ikke rum i herberget

 Jeg ville have forsvoret, at Kenneth Kristensen, landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom og Bertel Haarder, kirke- og undervisningsminister nogensinde skulle komme til at stå skulder ved skulder i kampen for at fastholde en umenneskelig udlændingepolitik. De kritiserer begge de brave folk, der mener, at man ikke kan sende syge mennesker, mennesker der er blevet syge efter længerevarende ophold i danske flygtningecentre tilbage til Irak og Kosovo. ”Lighed for loven”, siger Bertel Haarder, når man taler om amnesti og barmhjertighed. Benådning og amnesti er ellers netop udtryk for, at normale regler fraviges. At lade nåde gå for ret hedder det som bekendt. Dagligt møder man i medierne eksempler på en umenneskelig politik, som altid forsvares med, at det er flygtningemyndighedernes afgørelser. Når disse når til urimelige resultater, er det naturligvis ikke myndighederne, der skal kritiseres, men den lovgivning de er tvunget til at følge. Den lovgivning Dansk Folkeparti har fået gennemtrumfet.. Flygtningene må altså betale prisen, for at Venstre og Konservative kan have regeringsmagten. Og Bertel Haarder skal åbenbart fortsætte med at være støttepædagog for Rikke Hvilshøj. Hun har, selv om hun nu snart længe har været minister på området, som regel ingen kommentarer. Når det sker, er det gerne, at man ikke må lade sig påvirke af sine følelser. Mennesket frem for systemet hed det ellers engang  Bertel Haarder er naturligvis velkommen til som privatmand at kritisere pastor Orla Villekjærs prædikener, også jeg er da langt fra enig i alt, hvad han prædiker, og til at kritisere hans bekæmpelse af ”systemtænkning”, men de kompetente personer, d v s  provsten og biskoppen har altså fastslået, at han ikke har overskredet sine grænser for ytringsfrihed, og så er den potte ude. Bertel Haarder siger, at han respekterer deres ret til deres ytringer. Noget andet ville vel også være utænkeligt. Især fra en, der en gang ansås for at være en frisindet højskolemand.

Kenneth Kristensen uhyrligheder er velkendte. Nej der er ikke nogen, der forhindrer, at de 600 afviste irakiske asylansøgere rejer hjem. Det skulle da lige være de 2 millioner irakiske flygtninge, der kæmper for at overleve. Jeg tager hatten af for Sverige, der under besættelsen tog imod de danske jøder og nu har givet 30.000 irakiske asylansøger lov at blive. Men vi har skam ikke plads til vore 600 irakere i Danmark. ”Thi der var ikke rum i herberget”.  

  Herluf Hansen er medlem af Venstres Integrationsudvalg

Tilbage