Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen skal have tak for at have påpeget det uheldige i, at denne konvention ord til andet er gjort til dansk lov. Naturligvis skal vi efterleve vore forpligtelser i henhold til konventionen, det er vor statslige pligt; men dette er en forkert måde at gøre det på, der har uheldige konsekvenser, som påpeget af Bryde Andersen.

For de ikke retskyndige kan jeg oplyse, at der er to forskellige fremgangsmåder med hensyn til opfyldelse af folkeretlige forpligtelser. Nogle lande inkorporer folkeretten, herunder indgåede traktatlige forpligtelser automatisk, det betyder, at der ikke er behov for nogen specifik transformation til national intern ret. ”International law is part of the law of the land” Andre lande, herunder Danmark, har hidtil fulgt den fremgangsmåde, at man først ratificerer en traktat, når den nødvendige tilpasning af dansk ret har fundet sted. Laves ny lovgivning på området, må naturligvis påses, at denne ikke krænker nogen indgået traktat Det er noget Justitsministeriets lovafdeling holder øje med. Domstolene lægger dansk ret til grund, men skeler samtidig til international ret, folkeretten. Man tager som udgangspunkt, at lovgiver ønsker at overholde folkeretten, hvis ikke andet fremgår. Derfor vil domstolene fortolke loven, så ingen modstrid opstår. Den såkaldte formodnings- og fortolknings regel. Der er derfor intet kritisabelt i, at lovgiver i for eksempel familiesammenføringsregler, siger dette udtrykkeligt.

For menneskerettighedskonventionen vedkommende, har man været så ivrig for ikke at gøre nok, at man optrykker hele konventionen i Lovtidende, altså ikke bare den del af Lovtidnde, der omhandler traktater.

En traktat, især en med mange deltagere, vil være en kompromisløsning, ofte indeholdende bestemmelser, der er formuleret milevidt fra dansk praksis for, hvordan love affattes. Der skabes retsusikkerhed, hvis en sådan tekst optrykkes som og dermed ophøjes til lov. Som påpeget af professor Bryde Andersen betyder dette oven i købet, at danske domstole tvinges til at acceptere afgørelser fra den europæiske menneskerettighedsdomstol, som de måske  ikke er enige i. Folketinget kan ikke korrigere, for vi har gjort konventionen og hvad dermed følger til dansk ret. Vi har underskrevet en blankocheck. Nej lad os fjerne den lov, og gå tilbage til vor sædvanlige måde at transformere traktater til dansk ret. Det er mere besværligt, men det er også mere rigtigt. Det undrer mig, at Birte Rønn Hornbech, der ellers plejer at have blik for juraen, tilsyneladende ikke har forstået denne problemstilling.  Jeg håber, at dette indlæg fra hendes gamle manuduktør, kan bidrage til en bedre forståelse.

 Tilbage