Den danske model
Danmark har mulighed for at anvise løsning på et vanskeligt problem.
Vi kan blive model for USA. Præsident Barack Obama vil lukke Guantanamo lejren, som befinder sig i et nærmest retstomt rum, nemlig et sted, hvor de indsatte ingen rettigheder har.. Men hvad skal han så stille op med de indsatte, hvis de ikke efter behørig rettergang kan idømmes fængselsstraffe, og de heller ikke kan sendes til deres hjemlande. Disse ville måske anvende tortur og/eller dødsstraf overfor de pågældende. Skal de bare have et grønt kort og bydes velkomne til verdens frieste land? Det er vel for meget forlangt.
EU Kommissionens præsident og Frankrigs præsident foreslår, at EU landene hjælper Obama ved at give opholdstilladelse til de ca. 60 personer, det vist drejer sig om. Men Danmark og en række andre EU lande har allerede ladet forstå, at det må USA virkelig selv klare.
Kan USA ikke komme af med dem, så må de blive tilbage på ”tålt ophold”.
Jamen så har Danmark jo løsningen for disse folk, der ikke er dømt eller kan dømmes, men blot mistænkes for at være til fare for nationen . Deres ophold skal så bare gøres ”utåleligt”, som foreslået af Venstres politiske ordfører Inger Støjberg i forbindelse med Tuneserloven. De kunne eksempelvis blive udstyret med en elektronisk fodlænke og pålægges at melde sig til myndighederne en gang om dagen på et nærmere angivet sted, for eksempel i Alaska. Og naturligvis forbydes at tjene penge. Men problemet er, at Barack Obama tilsyneladende mener, at alle skal behandles anstændigt. Han har allerede telefoneret til præsident Sarkozy. Hvorfor ringer han dog ikke bare til Anders Fogh Rasmussen? Han har jo vist vejen.