Den, guderne vil ødelægge, slår de med blindhed.
Denne sætning gentager og gentager Søren Krarup i sin kronik ”Truslen fra Islam”. Vi må nok så konstatere, at guderne vil ødelægge Søren Krarup. For han er da stære blind. Han taler om en islamisk terrorbølge. Mon ikke det var på tide, at han opdagede, at islam og islamisme, altså den fundamentalistiske form for Islam, der blev grundlagt i Kairo i 1920 erne af det muslimske broderskab, er to vidt forskellige ting. Regimerne i Nordafrika, hvor 98 procent af befolkningen er muslimer og som støtter Islam bekæmper islamismen på det kraftigste. Det har jeg selv oplevet både i Algeriet og i Tunesien, da jeg var Danmarks ambassadør i disse lande. Det var for øvrigt her terrorismen startede.
Samuel Huntingtons ”civilisationernes sammenstød” er vrøvl, hvad alle vidende og tænkende mennesker for længst har indset. Men det er naturligvis vand på møllen for personer som Jean Marie Le Pen og Søren Krarup, der har gjort xenofobien til deres religion. Den vestlige civilisation er ikke noget man behøver ”tiltvinge sig adgang til”, som Søren Krarup skriver. Civilisation og kultur, viden og kunnen, er noget alle har adgang til. Der bliver ikke taget noget fra nogen.
Jeg har ikke lyttet til DR´s 25 ”propagandaudsendelser” om Islam, men jeg synes det er glimrende, hvis så mange som muligt lærer noget om denne religion, der dog har tilslutning fra en milliard eller halvanden af jordens befolkning.