De sataniske karikaturer.
Under denne overskrift bringer det tunesiske ugeblad Realites af 22. februar 2006 en række reaktioner fra tunesiske intellektuelle på tegningerne i Jyllands-Posten. Endvidere finder man i dagbladet Le Temps fra den 1. marts 2006 et interview med den tunesiske filosof Abdelmajid Charfi om nogenlunde samme emne. Det er synspunkter, der fra en dansk vinkel er overraskende positive. Den samme holdning mødte jeg under min samtale i Tunis med generaldirektøren for og medejeren af bladhuset Assabah Raouf Cheikhrouhou.
Abdallah Amami har en artikel med overskriften Danske karikaturer og islamisk tumult: Et forsøg på en forklaring. På den ene side fortumlede danske journalister, der forsikrer deres gode tro og siger til dem, der vil høre på dem, at de blot har udøvet deres metier i overensstemmelse med de gældende regler i et land, der som eksempel for resten af Europa har gjort ytringsfriheden til en ret, der ikke kan røres ved. På den anden side imamer, der råber og skriger, og masserne, der sætter ild på og brøler : ”Rør ikke min profet”. Begge parter synes i deres gode ret, manglen på forståelse er total, og Samuel Huntington, forfatteren af ”Civilisationernes sammenstød”, må være henrykt. De aktuelle begivenheder er den perfekte illustration af, hvad han forudså, nemlig uforeneligheden mellem moderniteten, som skabt af den vestlige civilisation og Islam. Det holder bare ikke. Gælder det også kristendommen eller er det forbeholdt for Islam?
Derefter angribes de danske imamer for deres rejse til Kairo, Golfen og Mekka og for at fastholde som absolutte, de regler de har lært i deres barndom. De fornægter selve ideen om en udvikling af Islam og foragter enhver mulighed for omfortolkning. Fremover bliver uforeneligheden endnu større. I denne strid, der har udartet til brandstiftelse og angreb på ambassader, er det islamisterne og visse totalitære regimer, der har vundet. Masserne er manipulerede. Denne sag, såvel som sagen om Salman Rushdie, er en påmindelse om, at den islamiske verden er delt i to strømninger, den ene, der stræber efter universalitet og modernitet, den anden der dømmer Islam tilbage til middelalderens aften.
Hichem Gribaa går endnu videre. Han priser de skandinaviske lande og Danmark i særdeleshed for ikke at have nogen kolonial fortid. Han ved åbenbart ikke bedre. Han fremhæver den åbenhed og tolerance med hvilken vi i de sidste 50 år har modtaget politiske og økonomiske flygtninge. Man bliver helt flov. Med gustent overlæg eller bare af uvidenhed offentliggøres en serie tegninger, der krænker profeten og dermed muslimerne, der forlanger en undskyldning. Ikke bare af avisen, men af den danske regering, den norske regering, ja af alle regeringer, hvor tegningerne har været offentliggjort.
Spørgsmål: Er den danske/norske regering ansvarlig for en handling begået af nogle journalister? Med hvilken ret kræver man undskyldninger fra danske landmænd og virksomheder med trussel om at boykotte deres varer? Svaret er et kollektivt ansvar. Så skulle buddhisterne også have gjort muslimerne kollektivt ansvarlige for talibanernes ødelæggelse af statuerne i Bamiyam i Afghanistan, men den dristighed har de ikke haft. Attentatmændene, der er islamiske ekstremister, har ikke haft godkendelse af Islam for deres overgreb mod civile i London, Madrid eller Mombassa, lige så lidt som de danske journalister har haft godkendelse fra landbruget eller blot spurgt om landbrugets mening. Næste gang en muselmand er involveret i et voldeligt terroristangreb, kan der blive tale om afbrydelse af diplomatiske forbindelser og boykot ud fra princippet om kollektivt ansvar. Endvidere kunne vi se vort flag brændt og trådt under fode på offentlige steder af tusinder af vrede kristne. Den, der sår vind, høster som bekendt storm.
Filosoffen Abdelmajid Charfi anser reaktionerne på tegningerne som langtfra spontane.
Det med civilisationernes sammenstød holder ikke. Der er kun én civilisation, den vestlige civilisation er blevet universel. Det er misforståelsernes og ikke civilisationernes sammenstød, vi er vidner til. De arabiske regimer bør blive demokratiske, men demokrati er hverken fjendtligt overfor religiøse eller ikke religiøse.
Der er altså stor forståelse for vor situation. Disse skribenter finder det urimeligt at forlange en undskyldning af den danske regering, for hvad nogle journalister har bedrevet.
Jeg mener dog, at det ville løse den fastlåste situation op, hvis regeringen kunne få over sine læber en udtalelse, om at den beklager, at Jyllands-Posten har offentliggjort tegningerne af profeten, angiveligt blot for at vise at man turde. Tegninger, der har krænket muslimer over hele verden. Det kunne måske også løse op for den boykot af danske varer, der koster dansk landbrug en formue. Det ville være rart, hvis vi danske atter turde være ved, ja måske endog være stolte af, at være danske, også når vi befinder os i muslimske lande. At en sådan udtalelse fra regeringens side på nogen måde skulle krænke ytringsfriheden er for mig at se ”den falske melodi”, for at tale Tamilsags sprog. Har man da ikke lige så fuldt ytringsfrihed i Norge, uanset at den norske regering har fremsat en beklagelse?
Forudsat blasfemiparagraffen ikke er krænket, hvilket fortsat er et åbent spørgsmål, et spørgsmål, der burde besvares af domstolene og ikke kunne affærdiges af rigsadvokaten, der repræsenterer regeringen (justitsministeren), har Jyllands-Postens sin fulde ret til at krænke muslimerne med karikaturer af profeten Det følger af ytringsfriheden, uanset hvad regeringen siger. Men det er hensynsløst, og skadevirkningerne har været ufattelig store. Den ansvarlige er naturligvis statsminister Anders Fogh Rasmussen., som vi ellers er mange, der har haft store forventninger til. I dag er min konklusion med hensyn til Anders Fogh Rasmussen desværre, at der ikke er meget at komme efter. Den største tjeneste han kunne gøre sit land i den situation, der er opstået, ville være, hvis han ville overlade regeringens ledelse til en anden. En der ikke graver grøfter og nyder bred tillid i den danske befolkning. Et samarbejde på tværs i Folketinget og udenom Dansk Folkeparti ville være det rigtige signal at sende til omverdenen.
Sagen drejer sig nu ikke om Jyllands-Posten, men om Danmarks regering.