De borrinjholmska sproged.

Der var en gang en landeplage, der lød ”Ved landsbyens gadekær, der mødes han og hun”. Det kan ikke have været på Bornholm, for som Carsten Seeger fra Østermarie (Østermarskersen, Øster Maries Kirkesogn) så rigtigt skriver, er der hverken  landsbyer eller gadekær på Bornholm. P.O. Gaalaas-Hansen, klokkemâgarahorrinj frå Åkjerkeby, har aldrig hørt om et gadekær dersted. Naturligvis ikke. For ordet gâdekjær, som det så måtte hedde, findes jo slet ikke på bornholmsk. De heder bâra enj dam. Han næver forskellige damme ved navn, bl.a.Kallelykkjedamming Jeg har aldrig hørt om navnet, men jeg ville da skrive Kallalykjadamming, for det hedder jo en kallalykkja, ligesom det hedder enj kallarøjtara, som Kjeld Olsen på DR Bornholm så rigtigt sagde ved uddelingen af årets sprogpris. Derimod hedder det et lykkjegjâre og ikke et lykkjagjâre. Ligesom det hedder en plomma, men derimod plommegrød. Ja bornholmsk er ikke så ligetil. I Snogebæk ligger et hus, der kaldes Plummahuzed. Det var i sin tid  ”Kollamunkings” (H.V. Munchs) sommerhus. Det burde efter min mening snarere have heddet Plummehuzed, altså modsat for eksempel kjærnahuzed i et æble. Men familien Munch talte, som andre af de ”førende” familier i Nexø, og for den sags skyld også i Rønne, ikke bornholmsk. Man har derfor formentlig ikke vidst bedre. Hvad angår bogstavering af bornholmsk findes som bekendt ingen autoriseret stavemåde. Det er og bliver et forsøg på lydskrift. Efter min mening, bør det imidlertid være nutidig udtale, der skal stræbes efter og ikke vore bedsteforældres. Derfor kan jeg ikke tilslutte mig, at Selskaved te bevârinj å borrinjholmsk skulle  hedde Sælskawed te bevârinj udå borrinjholmst. Et sælskaw er for mig et skab med sæler eller en, der selv skaber sig. Udå siger man ikke mere, ej heller bornholmst, i hvert fald ikke der hvor jeg færdes. Men det kan naturligvis altid diskuteres, og  Sprognævnet må meget gerne tage stilling til, ”hvor snittet skal lægges”.

Tilbage