Danmark er en del af verden.

 ”En JP-læser kom forbi” hedder Helle-Marie Kromannes kronik i Politiken tirsdag den 25. april 2006. Som fast læser af Jyllands-Posten fik hun et mindre kulturchok, da hun under højdepunktet af Muhammedkrisen forsøgsvis stak hovedet indenfor i Dagbladet Politikens univers. At Politiken, i øvrigt på linje med hele den angelsaksiske presse, undlod at aftrykke disse tegninger giver hende et chok, der forstærkes af, at redaktionen valgte at ”bortcensurere” tegningerne på grund af ”såkaldt moral”. Muhammedsagen er et spørgsmål om selvcensur og ytringsfrihed, hævdes det. I grundlovens §77 hedder det: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”. Ytringsfriheden er altså langt fra ubegrænset, som selv statsministeren påstår, ”den kan ikke gradbøjes”, men f o r u d g å e n d e  myndighedskontrol ville være grundlovsstridigt. Det blev dog indført under krigen, men det er en anden historie. Jeg har læst begge aviser under hele krisen uden at blive chokeret. Men det niveau diskussionen føres på både på lederplads, af de faste klummeskrivere og i læserbrevene i Jyllands-Posten har efter min mening været under al kritik. Eksempelvis benyttes med glæde udtryk som ”afdankede” om folk, der er lidt ældre en chefredaktøren, og jeg nød selv den store ære på lederplads at blive betegnet som ”uforskammet”, fordi tegningerne, og sådan var det bare, mindede mig om 30ernes nazi-tegninger af jøder.   

 Det turde være en selvfølge, at Danmark er en del af verden, globaliseringen er over os, men tilsyneladende er det først nu ved at gå op for os. Puslingelandet kan ikke bare hygge sig i smug. Vi er med i det globale spil. Danskerne vil gerne rejse ud, men det kniber mere, når trafikken går den anden vej. Vi har et politisk parti, hvis hele politik bygger på, at vi skal isolere os. Vi bryder os ikke om fremmede her i vores klan, især ikke hvis de er muslimer eller arabere eller endnu værre begge dele på en gang.

 Vor største avis, Jyllands-Posten, formåede at sætte os på det globale landkort med nogle tegninger af profeten Muhammed, der er et ikon for over en milliard mennesker. Journalisten Flemming Rose offentliggjorde en række karikaturer af profeten, der ophidsede de muslimske masser og førte til flagafbrændinger, angreb på danske ambassader etc. I en ledsagende tekst understregede han retten til at håne, spotte og latterliggøre. Meningen var klar nok, og det blev da også forstået med de beskrevne konsekvenser.

 Vor kulturminister undlod at besvare en henvendelse fra herværende muslimer, vor statsminister afslog at imødekomme et ønske fra en række herværende muslimske ambassadører om et møde. Både avisen og regeringen nægtede i lang tid at beklage det passerede. Til sidst lykkedes det dog, at få Jyllands-Postens chefredaktør til at give en slags undskyldning og at få statsministeren til på arabisk TV at erklære, at han ikke selv ville have udtrykt sig på denne måde. Det var bare, som det hedder, too little and too late.

 Da vreden mod Danmark var på sit højeste, besluttede jeg at foretage en rejse til nogle af de involverede lande for at søge at forklare og forsvare danskerne, samt give udtryk for, at i hvert fald nogle af os i Danmark var af den opfattelse, at tegningerne ikke skulle have været publicerede. Som tidligere ambassadør i området følte jeg, at jeg forstod befolkningen der bedre end de fleste, og også havde en mulighed for at blive hørt.

 Første stop var Algier, som er det land, der har lidt mest under fundamentalismens hærgen. Jeg udarbejdede en slags deklaration eller memorandum med følgende ordlyd:

”Jeg er kommet til Algier for at bede muslimerne om forladelse for ærekrænkelsen af profeten Muhammed. Jeg taler som almindelig dansk statsborger. Jeg ved, at det i Islam, ligesom i jødedommen og kristendommen, er forbudt at afbilde Gud og profeten, så hvorfor støde de troende? Jeg beder Jer inderligt om at tilgive de ansvarlige, som profeten altid selv har forfægtet det. Ytringsfriheden giver os ikke ret til at krænke vore brødre og søstres dybe tro, heller ikke selv om man er ikke troende. Samtidig er det en skændsel at knytte forbindelse mellem profeten og terrorisme, det er endog bagvaskelse. Den ansvarlige er Morgenavisen Jyllands-Posten, ikke det danske folk, den danske regering eller de danske ambassader. De er ikke ansvarlige endsige skyldige. Regeringen er forpligtet til at handle i overensstemmelse med den danske forfatning, grundloven, som – efter Montesquieus model – inddeler magten i tre: den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Men den danske straffelov forbyder blasfemi. Således lyder straffelovens paragraf 140: ”Den, der offentligt driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder”. Så vidt jeg er orienteret, er rigsadvokaten i Danmark i øjeblikket ved at undersøge, om denne paragraf kan bruges mod avisen. I mine øjne er der ingen tvivl, men juraen er svag. Nogle mener endda, at blasfemiparagraffen skal ophæves. Hvis der indledes en straffesag, vil det være op til domstolene at træffe en afgørelse. Islam er den næststørste religion i Danmark, målt på antallet af troende. Ifølge grundloven er den evangelisk-lutherske kirke den danske folkekirke, men loven sikrer også borgerne trosfrihed. Lad os sammen gøre ende på denne kedelige sag, som har krænket muslimer verden over og mange andre.

Med denne i hånden henvendte jeg mig til den største private avis, El Watan, der lavede et interview i avisen og trykte erklæringen i sin fulde ordlyd. Tilfældigvis kom det samtidig med et interview med statsminister Anders Fogh Rasmussen og placeredes med samme opsætning. Ydermere blev jeg kontaktet af Algeriets radio, og der blev lavet et direkte interview udsendt i nyhedsudsendelsen på to kanaler. Alt i alt et meget tilfredsstilende resultat.

Fjernsynet var først positive og rede til at transmittere, men da de forstod, at jeg optrådte som privatmand, blev det ikke til noget.

 Næste stop var Tunis. Også her kontaktede jeg den største private avis. Indehaveren, det er et familieforetagende, var overordentlig positiv. Der blev lavet interview både i den fransksprogede og den arabisksprogede avis og jeg kom på forsiden begge steder, ligesom erklæringen også blev offentliggjort i sin fulde ordlyd på arabisk. Det sidste var meget nyttigt og vigtigt, da trods alt ikke alle behersker fransk.

 Til min glæde og overraskelse ville det tunesiske fjernsyn også gerne lave en optagelse, hvor jeg gennemgik min erklæring og forklarede om baggrunden for mit besøg. Derudover lavede TV2 en direkte udsendelse fra Tunis, for min rejse havde vakt en vis opsigt i Danmark. Politiken foretog en oversættelse til dansk af min deklaration og jeg selv udarbejdede også en oversættelse til engelsk, så nu havde jeg den på fire sprog.

  Med disse rejste jeg til Kairo. Første stop var den danske ambassade. Jeg havde håbet at kunne få lidt praktisk bistand og oplysninger om situationen der fra ambassaden, men blev til min forbløffelse nægtet adgang. Angiveligt er det senere blevet oplyst, fordi jeg havde en fotograf med. Jeg havde dog aldrig bedt om, at fotografen også skulle med ind på ambassaden. Jeg troede faktisk ikke, det var sædvane at nægte danske statsborgere at komme ind på en ambassade, hvor der normalt gennem en sluse er adgang til et besøgs - eller venteværelse. Praktisk bestand og oplysninger om særlige risici ydes normalt af ambassaderne, men jeg blev blot henvist til udenrigsministeriets hjemmeside. Jeg vidste da godt, at den advarede mod rejser til Ægypten. I panik advarede man mod rejser til alle muslimske lande, hvad Tunesiens udenrigsminister og med god grund ikke kunne forstå.

 Udenrigsministeriet havde udsendt en pressemeddelelse, om at jeg ikke repræsenterede regeringen, hvad jeg bestemt heller ikke gav det udseende af. Om man tillige havde instrueret ambassaden i Kairo om at nægte mig adgang, kan jeg naturligvis ikke vide, men besynderligt var det. Det gjorde nu ikke så meget. Jeg ønskede at besøge Mellemøstens største avis Al-Ahram (oplag 1 million), TV- stationen Aljazeera (60 millioner seere) og Den arabiske Ligas hovedkvarter. Ved hjælp af ægyptiske taxaer og nogle kilometers vandringer lykkedes det også uden ambassadens bistand at finde de pågældendes adresser.

 Når jeg oplyste, at jeg kom fra Danmark og ville tale om karikaturerne af profeten sprang alle døre op. Jeg kunne ikke få adgang til Danmarks ambassade, men nok til disse langt vigtigere kanaler. Det morede mig.

Chefredaktøren på Al-Ahram hidkaldte, som kollegerne i Algier og Tunis havde gjort, en fotograf og en journalist, lavede interview og lovede at publicere min deklaration. Aljazeera reagerede lige så positivt og lavede et langt live interview. På grund af atmosfæriske problemer, stationen sender jo fra den arabiske golf, måtte vi afbryde udsendelsen, som så blev videreført fra Rom, hvor jeg skulle mellemlande på rejsen hjem.

 Hvilken betydning det måtte have haft, at jeg således fik præsenteret Danmark på en anden måde end den, der gav anledning til bål og brand, kan jeg ikke vide.

Skadet har det i hvert fald ikke. Enkelte har bebrejdet mig, at jeg sagde undskyld på deres vegne. Hertil vil jeg svare, at jeg talte på egne vegne, og det må da være mig tilladt, navnlig når de samme kritikere fremhæver ytringsfriheden igen og igen. Samtidig med mit besøg i Kairo var der besøg nogle danske gejstlige, biskop og præster, der fik en beskeden omtale i Herald Tribune. Alle steder jeg kom, var der fornemme besøg fra Storbritannien (Udenrigsminister), USA (forsvarsminister og udenrigsminister) og Præsident Chirac har lige besøgt Kairo. Men Danmarks statsminister eller udenrigsminister har ikke fundet anledning til at besøge den arabiske verden efter Muhammedkrisen. Jeg mener, jeg gjorde det situationen krævede.

 Sidste besøg var Den arabiske Liga. Jeg havde tidligere truffet generalsekretær Amr Moussa, både som generalsekretær og som ægyptisk udenrigsminister. Desværre var han på tjenesterejse, men takket være hans effektive medarbejdere fik jeg en samtale med ham på hans mobiltelefon. Han befandt sig da på Orly lufthavn på vej til Algier. Han var overordentlig positiv, men vi aftalte, at jeg ikke ville meddele offentligt, hvad han havde sagt. Jeg sendte ham efterfølgende et brev til bekræftelse, og han har da gjort sit bedste for at få krisen løst.

 Da jeg kom til Danmark ringede jeg til udenrigsministeriet og tilbød at afrapportere mine indtryk fra rejsen. Damen i ministerens forkontor var uhyre flink og lovede en tilbageringning fra ministersekretæren. Indtil nu har jeg dog intet hørt. Jeg nævnte det for administrationschefen på et møde for nyligt (i pensionistklubben), og fik et forlegent smil til svar. Den gode gamle regel om at alle henvendelser s k a l  besvares gælder måske ikke mere. Kulturministeren besvarede jo heller ikke – før det var for sent –henvendelsen fra de danske muslimer. Det var jo baggrunden for, at de gik til ambassaderne.

 Desværre er profettegningerne kun en flig af Danmarks problem. Vi kan jo ikke alle være ansvarlige for Jyllands-Postens tåbeligheder. Problemet er, at statsministeren ikke ville tage afstand fra de famøse tegninger, fordi hans regerings parlamentariske grundlag er Dansk Folkeparti, der kræver respekt. Det lyder som en dårlig vittighed, men det er ordret citat af Pia Kjærsgårds udtalelse. Dette parti, der vender ryggen til verden omkring os og  stemmer for enhver lov, der kan genere de fremmede i landet, allerhelst forhindre at de får lov at være her.

 Selv de uskyldige børn af afviste asylansøgere ønsker man at gøre livet surt for. De er ikke vores næste. Alle forældre ønsker at hjælpe deres børn, men Dansk Folkeparti ved bedre, når det drejer sig om flygtninge. Det er onde mennesker, der blot bruger deres børn som gidsler for at malke den danske stat. Mit parti Venstre plejede at sige ”Mennesket frem for systemet”. Når det drejer sig om afviste asylansøgere, siger man nu det modsatte. Systemet må ikke bryde sammen. Så heller ødelægge nogle menneskeskæbner.

 Vi burde tage ved lære af vore norske og svenske broderfolk, som behandler disse ulyksalige mennesker, der ikke kan sendes hjem på en human og anstændig måde og giver dem amnesti i form af en opholdstilladelse af humanitære grunde. Dansk Folkeparti kan ikke forhindre det, for der er masser af støtte til venstre i salen.

 Da jeg som ungt menneske havde min gang i FN, stod der respekt om alle de nordiske lande. Vi var altid på de svages og undertryktes side. Det var for Danmarks vedkommende folk som Frode Jakobsen, Hermod Lannung, Ole Bjørn Kraft, R. Lysholt Hansen, Per Hækkerup, Arne Stinus, Poul Hartling og Uffe Ellemann-Jensen, der tegnede firmaet. Kampen mod koloniseringen og apartheid stod øverst på vor dagsorden. Vi havde i FN en høj stjerne og var respekterede. Nu har vi en høj stjerne hos George Busch, selv om han aldrig ville have begået de fejl, den danske regering begik, men han er blevet betegnet som den ringeste præsident USA nogensinde har haft, og vælgertilslutningen er katastrofal.

 Så længe det er folk som Søren Espersen, Mogens Camre, Søren Krarup og som kronen på værket Pia Kjærsgaard, der får lov at bestemme, kan vi ikke genoprette denne hæderværdige status, men vil og ikke uden grund blive betragtet som et fremmedfjendsk land. Det kan vi ikke være tjent med.

 Venstre, Danmarks Liberale Parti, har skuffet. Men det er Venstre og ikke mig, der har forandret sig. Forhåbentlig kommer både Venstre og De Konservative på bedre tanker. Dansk Folkeparti kan få lov at stemme for regeringens politik, men det må ikke blive til, at det er Dansk Folkeparti, der bestemmer regeringens politik. Hvis prisen for at bevare regeringsmagten er, at det er Pia Kjærsgaard, der bestemmer, vil det om nødvendigt være bedre at tage et valg. Danmarks gamle ry som et åbent og frisindet land, der tager sine internationale forpligtelser alvorligt, må der ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved.

 Herluf Hansen

 Tilbage