Danmark bryder Schengen-regler. (Jyllandsposten 15.juni 2011)
Svenske toldere må gerne holde øje med den trafik, der via færger og broer ruller in i Sverige.
Ralf Pittelkow forstår ikke, hvorfor Sverige kan slippe af sted med toldkontrol, mens Danmark kritiseres voldsomt og taler om det grænseløse hykleri.
Svaret er enkelt. Det er fordi Sverige overholder Schengen reglerne, mens Danmark efter alle solemærker at dømme er i gang med at etablere et ulovligt grænsekontrolsystem. Schengen reglerne går ud på, at der skal være fri passage over EU´s indre grænser. Deri sker intet indgreb ved at svenske toldere holder øje med den trafik, der via færger og bro ruller ind i Sverige. Det er ikke de svenske myndigheder, men tekniske omstændigheder, færger og betalingsanlæg, der eventuelt bremser trafikken. Anderledes med det regeringen har aftalt med Dansk Folkeparti. Hensigten er klart genindførelse af grænsekontrol. Det må det bare ikke hedde, kun toldkontrol. Sandheden kommer dog frem i en parentes i overskriften til aftalen.. Man saboterer klart Schengen aftalens idé om et Europa uden indre grænser, alene med mulighed for midlertidig suspendering, hvis hensynet til den offentlige orden (ordre public) undtagelsesvis nødvendiggør særlige midlertidige indgreb. Grænserne hører fortiden til og skal ikke markeres med permanente grænsekontrol markeringer. Derfor hedder det i Schengen forordningens artikel 22: ”Medlemsstaterne fjerner alle hindringer for en smidig afvikling af vejtrafikken ved overgangsstederne ved de indre grænser, navnlig hastighedsbegrænsninger, der ikke udelukkende er fastsat af hensyn til trafiksikkerheden”. Meningen i klartekst er, at grænsen skal kunne passeres uden at man behøver at lette foden på speederen, med mindre trafiksikkerheden nødvendiggør en hastighedsbegrænsning. Danmark har fjernet sine hindringer. Nu vil man etablere permanente kontrolanlæg med videoovervågning og mange synlige kontrollanter. Dette vil naturligvis nødvendiggøre hastighedsbegrænsninger. Ikke udelukkende af hensyn til trafiksikkerheden, men også for at give kontrollanterne en mulighed for at kontrollere indrejsetrafikken. Hvis ikke Kommissionen stopper dette projekt, opfylder de ikke deres mission som traktatens vogter.
Jamen folketingsmand Per Ørum Jørgensen skulle have fået Justisministeriets ord for, at der ikke er problemer med Schengen reglerne. Hertil er blot at sige, at Justisministeriet er organ for regeringen, og derfor vil dettes forsikringer i en sag, hvor regeringens parlamentariske grundlag står på spil, kun være af begrænset værdi. Spørgsmålet afgøres i sidste instans af EU domstolen. Men det bliver selvsagt på den anden side af folketingsvalget.
Der er måske nok tale om grænseløst hykleri Ralf Pittelkow, men det er påstanden om at Danmark vil overholde Schengen reglerne til punkt og prikke. Sverige har derimod intet at frygte.