Jyllands-Posten har nu bragt to kronikker, der må betegnes ”markante”, for at tale det nudanske, der udmærker sig ved at en række ord anvendes forkert. Virakken breder sig, ville man nok sige på nudansk eller nydansk.
Først var der Morten Uhrskov Jensens ”En konsekvensanalyse efter dommens dag”. Det eneste , der holder, i den kronik er indledningen. Deri anføres, at EF-domstolens afgørelser har undermineret grundlaget for den førte udlændingepolitik. Dette er rigtigt for så vidt angår 24-års reglen og tilknytningskravet og de andre snubletråde, man har indført. Domstolen mener sjov nok, at reglerne om personers frie adgang til at bevæge sig indenfor EU området, naturligvis med familie, skal tages alvorligt. Det med retten til familie har vi som alle øvrige EU lande oven i købet skrevet under på i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention af 4. november 1950 (artikel 8). ”Tilknytningskravet”, der har det ene formål at holde folk ude, er nu ikke opfundet af os selv, men af den østrigske højrefløjspolitiker Jörg Haider, hvis mærkesager som bekendt er xenofobi, anti- islam og anti-EU. Men vi er til dato det eneste land i EU, der har gennemført kravet i praksis. Regeringen arbejder hårdt på at få flere med på vognen, men det vil ikke lykkes. De ledende lande i EU kan kun have foragt til overs for en sådan gang ”hyggen sig i smug”. Hvis Anders Fogh Rasmussen nogen sinde har haft chancer for en topplacering i EU, må de nu anses for forspildte. Vel er hans lovgivning om familiesammenføring ikke blevet erklæret for ”nul and void” af EU, men hans chauvinistiske tendens er ikke noget godt grundlag for en europæisk topplacering.
Nu bliver vi heldigvis stoppede af EU domstolen, der forlanger, at alle respekterer reglen om personers fri bevægelighed i EU, der lige siden Rom traktaten har været et af grundprincipperne i det europæiske samarbejde. Men Morten Uhrskov Jensen, der vel er hyret af Dansk Folkeparti til at udbrede deres idéer, påpeger i kronikken, hvorledes den elementære menneskeret om respekt for familien indebærende fri adgang til at vælge og medtage sin ægtefælle vil medføre alverdens ulykker for Danmark. Udgifterne til kontanthjælp vil stige. Opsplitningen af Danmark i parallelkulturer forstærkes. Den grove kriminalitet vil stige voldsomt, og Dansk Folkeparti vil gå frem (er det ikke positivt fra MUJ´s synspunkt ?), fordi danskerne så vil opleve en hastig forringelse af deres livskvalitet. Dette vil så igen føre til skærpelse af racismebestemmelserne og erodering af ytringsfriheden. Nej vi skal have lov til at holde de fremmede ude og lov til verbalt at svine dem og deres religion til.
Man troede det ikke muligt, men så kommer Ole Hyltoft med kronikken ”Kulturradikalerne – vort udvalgte aristokrati”, der er om muligt endnu værre.. Blot nogle smagsprøver. Uden ordets magt (Churchill) havde Europa og måske hele verden i dag været underlagt en nazistisk censur, der siger sparto til den, Uffe Ellemann-Jensen ønsker at indføre. Hvornår er Uffe Ellemann-Jensen gået ind for censur? De venstreorienterede støtter en bloc Islam. Preben Wilhjelm, Niels Barfoed, Klaus Rifbjerg, Benny Andersen og Peter Kemp støtter en aggressiv international bevægelse, der forfægter overtro, kæft-trit-og-retning, undertrykkelse af kvinder, hængning af homoseksuelle og afskaffelse af ytringsfrihed. Hvornår har de støttet alle disse lækkerier? Resten af kronikken er et langt angreb på Georg Brandes (der Gud hjælpe mig havde den frækhed at mene, at fransk kultur i kraft af den lille franske elite havde højere kvalitet en den danske), Det Radikale Venstre og kulturradikalerne. De radikale formaster sig til at være imod Danmarks stramme indvandrerpolitik, ”skønt 90 pct. af befolkningen bakker den op”. Var der ikke en berømt digter, der en gang talte om ”denne forbandede kompakte majoriteten” Udlændingepolitikken er ellers både fast og fair, som den slags jo skal være.. Hoffet, der underdanigt dyrkede og stadig dyrker Poul Henningsen, den kulturradikale halvgud, karakteriseres som latterlige ordensdukse. Hyltoft selv var ”på venskabelig fod med PH de sidste år han levede”. Altså en slags ligemænd. I dag mangler de kulturradikale den slags personligheder af første rang og må nøjes med folk som Georg Metz, Egon Clausen og Kjeld Koplev, der ikke når hverken PH eller Ole Hyltoft til sokkeholderne. Og Margrethe Vestager sætter en forbavset og fornærmet mine op, hvis hun kritiseres, når menigmand Ole Hyltoft vover at kritisere denne aristokrat.
Jeg har læst mange besynderlige indlæg i Jyllands-Posaten, men dette tager dog prisen. Prisen for underlødighed.
(sendt til Jyllands-Posten, der dog ikke fandt plads i spalterne)