Bornholm, du prude viking mø
Lucianus Kofod priser Bornholm på sin måde. ”Vort fædrehjem, vor fødeø, vor øjesten, vor odelsvang, dig vies denne sang. Hvor er du dejlig, som du står, med højhvalt klippebarm. Hvo fik en lod i Guds natur, mer værd at glædes ved? Her gaber kløft bag klintens mur, hist fyger sand og knejser urd, mens eng og ager bølger fed om lundens grønsværd-bed”. Sigurd Green synes det er grimt og svulstigt. Jeg synes det er en måde at udtrykke sin glæde over Bornholm på. Lad os til eksempel sammenligne det med ”Kong Kristian” ”hans værge hamrede så fast, at gotens hjælm og hjerne brast”. Er det bedre? Eller Færøernes nationalsang. ”O Færø, så fager, min dyreste skat. Når vinterstorm brager, i lun sommernat., du drager derude mig hjem i din favn. I øer derude så prude, Gud signe dit navn,” Hvis Sigurd Green ikke bryder sig om melodien, kan den også synges på ”Vårt land, vårt land, vort fosterland”. Men at han kan få sig selv til at skrive ”Fy for en svulstig mø” og åbenbart klapper i hænderne over at den (igen) er røget ud af Højskolesangbogen, det fatter jeg ikke. Men som sagt, vi bør også have Espersens ”Sjøkarijn” tilbage i Højskolesangbogen. ”Aldri så hæjlua pibla jâ så/ som di derjemma, ja ded må jâ sanja;/ vessa som pijnstagg, som sjinjara grajna,/ râga som pila å starka som manja -/ bârstans a jâ en å domm kujne få! Men det er måske også for svulstigt for folkedanseren