Bertel Haarder skuffer.
Jeg har i mange år været en varm forkæmper for Bertel Haarder, men jeg må tilstå, at han skuffer mig mere og mere. Først var der efterskolerne. Så var der urimelige stramninger i indfødsretslovgivningen og nye stramninger for at opnå opholdstilladelse i Danmark og nu senest Muhammed krisen. Indrøm det dog, Anders og Bertel, alle Jeres krumspring har det ene formål, at holde Jer ved magten via Dansk Folkepartis støtte. Det er ok, men det er ikke ok at prøve at skjule det. Det man kalder motivbesmykkelse. Dette fremmedfjendske parti har efterhånden fået alt for stor indflydelse. Nu må der sadles om. Lad os få nogle brede forlig, det ønsker og forventer befolkningen. Det er muligt, at Muhammed-krisen lærte Bertel Haarder og andre, at der er forskel på islam og islamisme. Det har jeg og mange andre dog vidst og kæmpet imod det sidste i hvert fald i 10 år. Men også imod at muslimerne skulle dæmoniseres, som Jyllands-Posten har villet. Bertel Haarder afviste at fordømme Arlas charmeoffensiv i Mellemøsten. Ja det skulle da bare mangle. Hele miseren var jo, at regeringen ikke ville tage afstand fra, at en avis fremstillede Muhammed som bombemand, det har kostet landet dyrt. Har Venstre glemt sine gamle kærnevælgere? Hvis Bertel var jurist, ville han vide, at en frihed betyder, at man både kan og kan lade være. Som min gamle elev på universitetet, kronjuristen Birthe Rønn Hornbech så glimrende udtrykker det, Muhammed tegningernes offentliggørelse eller ej har ikke et klap med ytringsfriheden at gøre. Vi kan trykke, hvad vi vil i danske aviser under ansvar for loven. Men regeringen forkludrede sagen fra dag 1. Bukkene har ikke forstået, at vestlige frihedsbegreber står på spil, siger Bertel, og kommer derefter en upassende sammenligning med den kolde krig. Jeg har støttet Bent Jensens analyser, men også han er desværre nu gået galt i byen. Vi, bukkene, inklusive Uffe Ellemann, har ikke givet køb på noget som helst, men du og Anders Fogh Rasmussen har solgt Jeres sjæl til et parti, hvis vigtigste punkt er, at holde udlændinge ude. Nu kopierer I Holland, der får den ene vanvittige ide efter den anden. Bertel Haarder, som jeg troede var en frisindet og åben grundtvigianer, har vist helt nye og meget skuffende sider. Vi vil have det gamle frisindede Danmark, vi kan være bekendt, tilbage. Det hjælper ikke at lave kampagner i udlandet, hvis produktet vi vil sælge ikke er i orden. Allerede i 1536 fandt vi ud af, at det hjælper ikke at ville købe sig aflad.