Bertel Haarder frifinder sig selv.
Bare fordi man har ret til at række tunge af folk, Muhammed tegningerne, behøver man ikke at gøre det, siger ministeren. Men man har dog, skulle jeg mene, lov at tage afstand fra utilbørlig opførsel. Jeg ved ikke, om man har ret til at række tunge eller spytte efter folk (ringeagtsytringer) eller på ondskabsfuld vis karikere Muhammed (blasfemi). Ytringsfriheden er bestemt ikke uden grænser, disse fastlægges af domstolene, hvis de får lov. Men at ville hævde, at Muhammed med bomben i turbanen er ”den mest berettigede”, er det rene, glade vrøvl, for at bruge ministerens eget sprogbrug. Det er at såre millioner af troende muslimer og insinuere, at de er terrorister. Bertel Haarder har altså stadig ikke lært at skelne mellem islam og islamisme. Når krisen fik det omfang den fik, hænger det sammen med, at statsministeren/regeringen ikke eller desværre alt for sent og for forsigtigt tog en smule afstand fra tegningerne. Vi har heldigvis endnu bevaret vor frisindede lovgivning vedrørende skole og kirke, der naturligvis også gælder for muslimer. Men at bestride, at udlændingepolitiken betød noget som helst, herunder for eks. kulturminister Brian Mikkelsens udtalelser på det konservative Landsråd eller det regeringsbærende Dansk Folkepartis fremmedfjendskhed, er at benægte fakta. At foreslå Abu Laban og Ahmed Akari afbildet med bomber i turbanen, begge har mig bekendt taget afstand fra vold, er groft injurierende. Bertel Haarder ynder åbenbart at være med til at mobbe, jfr. hans udtalelser om udenrigsminister Per Stig Møller i filmen Fogh bag facaden, der bestemt ikke var flatterende for de involverede. Det er også en grovhed, når han hævder, at Tøger Seidenfaden og Rune Engelbrechts bog om Muhammed krisen kan opfattes som ”den totale undskyldning for islamismen”. Der er efterhånden ikke meget tilbage af den frisindede højskolemand. Var han bare et fatamorgana?