Avnstrup centret.
Bygningerne har oprindelig været benyttet til et sanatorium for tuberkulose patienter. Efter at behovet herfor faldt væk, blev de overtaget af Københavns kommune og gjort til en afdeling af Sankt Hans hospitalet. I 1990 blev det opgivet til dette brug, og siden 1992 har det været anvendt som asylcenter.
Der er i øjeblikket 534 beboere fra en lang række lande. De fleste kommer dog fra Irak og Kosovo. Der er 450 afviste asylansøgere, der typisk kommer fra disse to områder. FN tillader ikke tvangsmæssig tilbagesendelse til disse to områder, og de pågældende nægter at rejse frivilligt, angiveligt af frygt for hvad der kan ske, hvis de vender tilbage. Folketinget har vedtaget såkaldte ”motivationsfremmende” foranstaltninger, der betyder, at de får kosten og næste ingen penge. De bliver altså holdt i live. Nogle har dog som bekendt forsøgt at tage sig af dage. De fleste børn går ikke i almindelig skole, men undervises på centret. De må ikke arbejde og holdes helt ude af det normale samfund. Nogle har kun været der i 3 måneder, andre i 6 –7 år. De fleste har det skidt, det kan ikke undre. I Sverige og Norge har man taget konsekvensen og givet ulykkelige mennesker i denne kategori midlertidig opholdstilladelse, men det nægter regeringen og Dansk Folkeparti. De skal presses til at rejse hjem. Ellers bryder systemet sammen, siger man. Var det ellers ikke Venstre, der sagde ”Mennesket frem for systemet”. Jeg vil slutte med at citere Dronning Margrethe, ganske vist i anden forbindelse: ”Det kan vi ikke være bekendt”.